x
Bloc Party : Skive Beach Party

Bloc Party , Skive Beach Party

Bloc Party : Skive Beach Party

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

”We usually don't play this time of day, in the middle of fields”, fortalte frontmand Kele Okereke. Og strandtangen i Skive plejer da heller ikke at få sådant besøg fra London om eftermiddagen. Men band, scene og publikum passede faktisk i stigende grad sammen.

Bloc Party er en del af bølgen af nyere pop/rockbands som Arctic Monkeys, Franz Ferdinand og The Killers, som indtog scenen efterfølgende. Men Bloc Party skiller sig alligevel ud. Selvom musikken er umiddelbart tilgængelig og melodisk, er den også på nogle måder mere progressiv end konkurrenterne. Eksempelvis ved gruppens måde at bruge samples og anden elektronik på. En måde, der fik én til at nævne, at Bloc Party lyder som danske Veto. Det er selvfølgelig omvendt, og viser, at den engelske kvartet er blevet så særegen, at den kan inspirere andre.

Et andet kendetegn for gruppen er de melankolske tekster om selvhad, kærlighed, der er gået galt og så videre. Men det er langt mere hørbart på plade, end det var i Skive. Melankoli var faktisk på ingen måde betegnende for oplevelsen.

Vores forsanger var på én gang både udadvendt og dybt koncentreret. Han kæmpede med stor indlevelse for at give folk den største oplevelse, han magtede. Som for at vise at en strandfest er lige så naturlig for bandet som en melankolsk aftentime.

Sangene var plukket med løs hånd fra de tre album, med en naturlig overvægt fra den seneste ”Intimacy” fra efteråret 08. Der var stærke og og energiske melodier og riff over næsten hele linjen, og musikken blev kastet fremad i takt med tilhørernes arme.

For det var et veloplagt publikum. Fordomme om bønder med fadøl, der hellere ville være i den anden ende af pladsen og skråle med på Kim Larsens folkemusik, måtte forstumme. Og begejstringen fra publikum spredte sig til bandet, og tilbage igen, og blev en selvforstærkende proces. Der var simpelthen en energisk og intens stemning band og publikum imellem.

Dette blev forstærket af, at det at det ikke kun var Okereke, der brillerede fra scenen. Det øvrige band (Russell Lissack på guitar, Gordon Moakes på bas og percussion og Matt Tong på trommer) spillede så tight, som man kunne ønske sig.

Alt i alt må det siges, at det hele spændte virkelig godt af. Det ville måske være mere ”ægte” at høre Bloc Party i et mørkt lokale en sen aften. Men forholdene til trods bar bandets anstrengelser frugt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA