x
Outlandish : Skive Beach Party

Outlandish , Skive Beach Party

Outlandish : Skive Beach Party

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Uanset hvor mange håndtegn, Outlandish kastede, og hvor mange små hippe hop på stedet de gjorde, så virkede hverken Outlandish eller publikum andet end jævnt eftermiddagssløve i dag i Limfjordens strandkant. Festen kom aldrig rigtigt i gang, og de syv mand på scenen virkede ikke synderligt sammentømrede her på turnéstarten i Skive.

Da Outlandish spillede deres store hit "Guantanamo" fra deres anden plade "Bread & Barrels Of Water" som tredje sang, kom hænderne ellers på bandets foranledning godt i vejret hos publikum, men der gik ikke meget mere end et halvt minut, før hænderne var nede i lommerne igen.

Den på plade utroligt smukke "Look Into My Eyes" fra "Closer Than Veins" førte heller ikke publikum og kunstnere tættere sammen i denne lettere ligegyldige live-udgave. Det samme var tilfældet med den akustiske version af hittet "Walou", som ellers er en af de sange, der normalt beviser, hvor stort de tre Outlandish-drenges talent vitterligt er på en heldig dag.

Den smukke sang "Amen" fra Outlandishs seneste plade "Sound Of A Rebel", var der i dag ej heller meget guddommeligt over, og da Outlandish i teksten spurgte "does anybody know what I mean", virkede det oprigtigt talt ikke sådan.

Først med Outlandishs måske smukkeste sang overhovedet, "Aicha", fik vi det niveau, som hele koncerten burde have haft. Her hørte vi tydeligt de tre smukke stemmer, og bandet fandt ind i et fælles groove. Et andet højdepunkt var sangen "I Only Ask Of God", som igen løftede stemningen en smule, men for alvor overbevisende blev det altså aldrig.

Stemningen blandt publikum fik en tak opad på de sidste fire numre, hvor de tre frontfigurer Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Ali Qadri tilsyneladende havde bestemt sig for at få en værdig afslutning. Sidste sang var den nye "Rock All Day". Den opfordring følger vi gerne her på Beach Party, men koncerten med Outlandish var der ikke megen hip-hop'n'roll over.

 

Outlandish spiller kun få danske koncerter denne sommer:

04/6 Skive Beach Party

06/6 Start Festival, København

10/6 Sølund Musik Festival

01/8 Bork Havn Musikfestival

14/8 Tivoli Friheden, Århus

29/8 Sønderborg Open Air


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA