Nephew : Start! Festival, Air-scenen, Den Brune Kødby, København

Nephew , Start! Festival, Air-scenen, Den Brune Kødby, København

Nephew : Start! Festival, Air-scenen, Den Brune Kødby, København

Anmeldt af Nynne Hein Møller | GAFFA

På GAFFA og Politikens hjemmesider samt i diverse gratisaviser havde rygtet om, at Nephew ville være surprise-gæst torsdag aften på Start! Festival i de sidste dage huseret. Det fuldstændig ukendte band uden nogen form for Google-gevinst, The Descendants Of King Canute, var sat til at spille på den største scene torsdag aften. Bandet delte navn med et af numrene fra Nephews netop udsendte cd DanmarkDenmark, og Nephews pladeselskab har i løbet af de seneste par dages spekulationer ikke ville udtale sig om rygtet på Start! Festival.

Det var derfor en begejstret, men alligevel lidt skuffet presenter, der måtte indrømme, at overraskelsen var gået en anelse i vasken, da publikum, som fyldte hele Halmtorvet, ivrigt ventede på at se girafferne lukke Start! Festivals største scene. De folkehelte-lignende nevøer entrerede scenevant og stilsikkert Air-scenen og præsenterede for første gang live københavnere for de spritnye numre fra DanmarkDenmark.

Selvom de nye numre for mange stadig er ukendte, fungerede de fint til at udfylde den prestigefulde plads til at lukke festivalens største scene på åbningsaftenen. En ren hit-kavalkade af nyere næsten nationalsange som Movieklip, Superliga, Igen & Igen &, Hospital osv. ville hurtigt have forvandlet den smalle festival på Vesterbro til noget, der kunne minde om Langelandsfestivalen. I stedet var det udelukkende de nye, ukendte numre, der blev præsenteret og medvirkede til, at dette skulle blive en ganske speciel Nephew-koncert.

Men heldigvis var nevøerne dog ikke så fine på den, at de ikke kunne give folk et par giga-hits til allersidst. Her fik vi Science Fiction og Familien fornemt blandet med Polarkreis 18's Allein Allein, og En Wannabe Darth Wader i en ganske særlig 2009-version. Det fik for alvor fællesskabsfølelsen til at herske på Halmtorvet, og selvom der blev råbt højt og længe på et ekstranummer, var Danmarks måske største band pt. hurtigt på vej videre fra Vesterbro.

Nephew har i den sidste del af dette årti sprøjtet ud med det ene radiohit efter det andet, sunget sig ind på adskillige danskeres cd-reol og spillet for alt, hvad der har kunnet krybe og gå på danske festivaler og spillesteder. Deres succes er til tider overvældende, men når de beviser deres på live-scenen, kan man ikke andet end at glæde sig over, at Danmarks måske største band faktisk også er et af de allerbedste.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA