x
Dirty Projectors: Bitta Orca

Dirty Projectors
Bitta Orca

Dirty Projectors: Bitta Orca

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 08.06.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Begrebet "alternativ" er blevet temmelig udvandet inden for musikjournalistikken, hvor det rask væk bruges om megen ordinær pop-rock, der bare har en smule kant. Men med Dirty Projectors giver det god mening. Brooklyn-gruppen centreret omkring sanger og sangskriver Dave Longstreth er alternativ, også på sit nye, sjette studiealbum, Bitte Orca. Musikken blander rock, folk, soul, funk, elektronika og meget mere med Longstreths ekspressive, ofte falsetbårne vokal i front for en stribe både iørefaldende og kringlede kompositioner, der nok er bygget op omkring vers, omkvæd og mellemstykker, men hyppigt byder på skift i tempo eller taktart, nogle overraskende tonesammensætninger og akkordskift, lejlighedsvise støjudbrud, både smukke og dissonante kvindekorpassager, elegante strygere og så videre, og et par sange har kvindelig lead-vokal. Ved første lyt lyder det temmelig rodet, men ved gentagne afspilninger giver det mere og mere mening. Dirty Projectors er beviset på, at rocken stadig kan runde nye hjørner i 2009, og tak for det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA