x
Hot Leg: Lille Vega, København

Hot Leg, Lille Vega, København

Hot Leg: Lille Vega, København

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Man kan teoretisk forvente eller frygte meget - alt efter temperament - inden en koncert med britiske Hot Leg.

Coktailen er bygget på forsanger Justin Hawkins, der er tilbage med nyt band efter et massivt stofmisbrug, som blandt andet betød, at han trak sig ud af The Darkness. Smagen er rendyrket guitardrevet glamrock med langt hår og hårbånd. Tilsat en falsetbetvingende vokal, der er Freddie Mercury værdig. Og kun anslået 150 mennesker var mødt op til koncerten denne aften. Men al frygt til side: Hvor var det ærgerligt for dem, der ikke havde indløst billet, for det var en ovenud positiv oplevelse, der udspillede sig denne aften på lille Vega.

Som en ambassadør for hele glam-stilen - klædt i sort, nitte-påsat, læderheldragt - trådte en veloplagt Justin Hawkins straks i karakter foran publikum. Ikke med langtrukne anekdoter. Snarere med humor og ironi, samt interageren med publikum.

Som da han spurgte, hvor man kunne få noget dansk mad at spise efter koncerten, hvorefter en fan på første række fik mikrofonen og sagde: ”You can’t get any Danish food after 12 o’clock.” Eller da han under ekstra-numrene delte publikum op i to rækker og lovede dem, der sang højest, at de ville få hans genitalier at se. Selvom dette aldrig blev indfriet - som pris stak han i stedet en tommelfinger ud af bukserne – inviterede det folk med ind i den rockverden, der dels typisk er præget af et fandenivoldsk overhalingsbaneliv, og ikke mindst en let tilgang til at kunne gøre grin med alt. Man må sige, at Justin Hawkins evnede det denne aften.

Tag dertil musikken. Hurtigt lovede drengene, at de ville give 90 minutters koncert, men det blev til omtrent 15 minutter mere end det. Ud over at spille alle numre fra deres debutalbum ”Red Light Fever”, med undtagelse af ”Kissing In The Wind”, gav de adskillige beviser på deres ekvillibritiske kunnen.

Ballader fra kommende album
Guitarist Pete Rinaldi havde solostykker i stort set hvert eneste nummer og fingerpickede sig ofte frem. Trommeslager Darby Todd kastede med trommestikkerne og skiftede frejdigt mellem alskens rytmer i de mange mellemstykker, bandet byggede ind i sangene. Nogle gange for at holde pause og snakke lidt, andre gange bare for at køre videre. Særligt de stærkt 80'er-inspirerede ”Cocktails” og ”You Cant Hurt Me Anymore” gav med egentlig simple grundstrukturer mulighed for at nyde tilsatte solostykker og Justin Hawkins' meget talentfulde vokal.

Og så var der de små ekstra facetter: To ballader, som angiveligt kommer til at figurere på drengenes kommende udspil. ”Dust In The Wind” og ”Come Into My Arms” var ikke tåreperser-typer, men derimod udmærkede eksempler på, at bandet også evner at tone ned for forstærkerne og præstere på en roligere og alligevel indtrængende måde. For slet ikke at tale om, da de valgte at spille en coverversion af Jennifer Rushs storsælgende ballade fra midtfirserne, ”The Power Of Love”. Den stod ikke engang på sætlisten, men ikke desto mindre blev den udført på en måde, så man næsten ville ønske, at d’herrer stod for originalen.

Det var svært ikke at føle sig underholdt, hvad end det var musikken eller humoren, der drev værket. Man kunne også drømme sig væk til små spillesteder i Los Angeles i 80'erne, hvor diverse glam- og progressive ekspressionister har givet den gas med permanentet hår og i spandex og læder. For at jagte drømmen om en storslået pladekontrakt. For at slå igennem.

Denne aften viste Hot Leg spilleglæde og gåpåmod, som må være svær at gentage aften på aften og nok så vigtigt: Aftenen cementerede, at Justin Hawkins for tiden fungerer som i sine velmagtsdage, hvis ikke bedre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA