
Little Boots
Hands
Little Boots: Hands
GAFFA
Album / Warner Music
Udgivelse D. 08.06.2009
Anmeldt af
Thomas Borre
Bag de små støvler gemmer sig Victoria Hesketh, der har en fortid i dance-pop-projektet Dead Disco. Den 25-årige brite – som kan sole sig i titlen "BBC Sound of 2009" - er pjattet med synth og pop-melodier, men personlighed og originalitet interesserer hende tilsyneladende ikke. Mindre kan naturligvis også gøre det – og det er netop denne tankegang, der synes at være Little Boots' ideologiske springbræt: middelmådige pop-sange, ugennemtrængende lyrik og et genremiks af tidens populære klub-rytmer iscenesat af producere som Greg Kurstin (Britney Spears, Sophie Ellis-Bextor m.fl.) og Joe Goddard fra Hot Chip. Sidstnævnte kaster muligvis lidt kredibilitet over projektet, men slet ikke nok til at sløre, at der ikke er meget slidstyrke i støvlerne. For et pop-album er melodikken ikke slagkraftig nok, og klub-publikummet vil formentlig ikke finde mange udfordringer på Hands, der får beslægtede kvindelige kollegaer som Kylie Minogue, All Saints, Client og Lily Allen til at fremstå som dybt originale innovatorer.