x
Heaven And Hell : Sweden Rock Festival, Sölvesborg

Heaven And Hell , Sweden Rock Festival, Sölvesborg

Heaven And Hell : Sweden Rock Festival, Sölvesborg

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Black Sabbath - der for tiden går under navnet Heaven And Hell - var årets værdige og virkelige hovednavn på Sweden Rock Festival. Lørdag aften klokken halv midnat indtog de festivalens største scene foran et forventningsfuldt og forblæst paneuropæisk publikum.

Fra stort set hele kontinentet samles rockfans på en af Sveriges sydligste græsmarker for i fire dage at nyde alt fra sydstatsboogie over dødsmetal, 80'er-shred og 80'er-puddel til instrumental prog-overload og tung 70'er-heavy.

Festivalen har overvægt af has-beens og mere eller mindre skamløse gendannelser. Den mest bizarre er Over The Rainbow med Ritchie Blackmores tyskfødte søn Jürgen på falske guitarriff sammen med rockens egen David Brent, i skikkelse af Joe Lynn Turner, på vokal. Nok om dem.

Heaven And Hell er den ægte vare og et af Black Sabbaths mest elskede og velspillende lineups helt tilbage fra 1980 med Ronnie James Dio på vokal. Til pressemødet tidligere på dagen var det forbudt at spørge om Ozzy Osbourne og Black Sabbath "in general". Derfor hørte vi ikke om guitarist Tony Iommis eventuelle svar på Ozzys sagsanlæg om retten til 50 procent af indtægterne fra navnet Black Sabbath.

Til gengæld spurgte et lyst hoved om bandets holdning til YouTube: "Imorgen vil nettet  være fuld af optagelser med jer her fra Sweden Rock." Trommeslager Vinny Appice bifalder webvideoerne. Han følger med og tjekker alle sine "egne" optagelser.

Dio er imod, fordi han mener, videoptagelser i tide og utide spolerer hans privatliv. "Der skal bare én mand og en mobiltelefon til at spolere en privat samtale. Jeg taler af erfaring," pointerer han med afsæt i dengang, Dio svinede et tidligere bandmedlem til over for en fan efter en koncert - og siden fandt alle sine egne skældsord udstillet på YouTube.

Til gengæld afviser han prisværdigt, at han skulle være verdens bedste vokalist. De findes inden for opera, mener han.

"Hvis bare jeg var blevet operasanger... Men jeg valgte at adoptere den klassiske tilgang til at synge ind i vores type musik, hård rock, fordi det er det, jeg elsker at synge. For mig er det vigtigt, at der er power i musikken."

Under hele pressemødet forholder bassist Geezer Butler sig tavs i hjørnet. Først da et medlem af festivalens cateringteam (!) tager ordet, liver han op med ordene: "Can I get some better food?!" Pigen vil vide, om han er vegetar, siden hans menu ikke må indeholde kød. "I only drink water. I'm a watertarian," joker han, og så er det emne udtømt og pressemødet snart slut.

"The Devil You Know" er titlen på det seneste album fra Black Sabbath (~ Heaven And Hell), men det kunne også betegne forsanger Ronnie James Dio. Den lille vævre mand på 67 somre og 165 cm slentrer veloplagt og forventningsfuldt ud til spidsen af catwalken på den store scene. Han tiltrækker publikums fulde opmærksomhed helt fra start, og med sin enestående blanding af ubegribelig stemmepragt, nærvær og høfligt imødekommenhed beviser han sin status som en af rockens uforlignelige frontmænd.

Sætlisten er baseret på numre, som bandet har indspillet med ham på vokal, og der er tre klassiske albums (og et nyt) at vælge fra. De åbner kraftfuldt med "Mob Rules" fra albummet af samme navn, og så blander de ellers gammelkendt med nyere og helt nyt.

"Fear", "Bible Black" og "Follow the Tears" fra det seneste album leveres spændstigt og faretruende langsomt. Trommeslager Vinny Appice er verdensmester udi kunsten at fordoble vægten af Iommis guitarriff. De har aldrig lydt bedre end sammen med Appice. Til gengæld er hans solo simpel og uopfindsom.

"Dehumanizer" er bandets forrige album helt tilbage fra 1992, og til stor fryd trakteres vi med hele to titler herfra: "I" om selvet og "Time Machine" om tiden, der tikker videre, mens verdens forfalder. Ja, Dios tekster glimrer ikke ved optimisme og partypjat. Men de fire ældre "statsmænd" hygger sig på scenen. Dio takker festivalpladsens mange spisesteder for at sende lugten af grillpølser ind over scenen - noget, som især Geezer Butler skulle være taknemmelig for.

Desværre lader lyden noget tilbage at ønske. Iommis skærende guitar forsvinder ind imellem helt ud af PA'et, så vi kun hører den indirekte fra forstærkerne på scenen. Et forhold, der seriøst hindrer fuld nydelse af bandets normale fylde.

"Heaven And Hell" er også titelnummeret fra bandets første album sammen. Som et syngende hav skråler 25.000 mandestemmer med på det karakteristiske riff, inden det er tid til Iommis jazzede solo. Den skilder vandene i "likes" og "don't likes", men er meget indfølt i aften. På storskærmene følger vi nærbilleder af Iommis fingre på gribebrædtet og de særlige kunstige fingerspidser, han fik produceret efter en arbejdsulykke som ung fabriksarbejder i Birmingham.

Før ekstranumrene annoncerer Dio, at nu kommer aftenens Tony Iommi-surprisesang. "Gad vide hvad det bliver i aften? Sikkert den samme som altid," kommenterer han lakonisk, inden Iommi sætter i med "Country Girl", som er lidt et outsider-nummer. Vi får da også kun et enkelt vers, inden bandet skifter gear og banker koncerten i mål med "Neon Knights".

Lydmanden giver også los og knalder volumen helt op i det røde felt, så den skarpt forvrængede guitar føles som sand, der knaser mellem tænderne. Endelig. Desværre er det alt for sent efter næsten 90 minutter, og det ujævne lydtryk koster Heaven And Hell en stjerne.

Bandet sprænger ingen rammer med deres nye album og turné. Til gengæld indfrier de forventningerne til det velkendte - som Dio også forklarede under pressemødet:

"We do a few different things, but we are what we are."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA