x
Zappa Plays Zappa: Store Vega, København

Zappa Plays Zappa, Store Vega, København

Zappa Plays Zappa: Store Vega, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er koncerter, hvor niveauet for udførelse er så himmelhøjt, at man uvilkårligt spørger sig selv, hvad det egentlig er, rigtigt mange andre går og laver. Okay, Frank Zappa (1940-93) satte en helt egen standard og hans helt utroligt varierede output - der spænder over alskens genrer, fra doowop over rock og blues til showtunes og jazz kombineret med revy og gags hele vejen rundt og som oftest kogt ind i et hele, der er i tråd med avantgardekomponister som Varese - er en verden for sig, en mesterlig samling af standards, der alle bærer et umiskendeligt stempel af Frank. Og som årene er gået, har Frank Zappas ældste søn, der bærer det særprægede navn Dweezil, nået et niveau som guitarist, kunstner og fortolker af farens arbejde, som ikke bare til fulde lever op til Zappa Seniors intentioner, men også bygger videre på dem.

Frank Zappas shows var noget helt unikt - undertegnede så ham tre gange - og der var altid et hold af spektakulære musikere, der som klassiske musikere ville lystre det mindste vink fra kapelmesteren. Sådan er det også med denne gruppe, men da Dweezil har et langt mildere sind, foregår det på en lækker måde. Desuden er koncerter med Zappas musik som regel som et møde med en menighed. Folk er virkelig nørder her, og kan de komplicerede numre på fingrene. Så der var en masse udvekslinger fra publikum til scenen og tilbage med forslag til numre, som man ønskede, at Dweezil og kompagni skulle ryste ud af ærmet. Ligesom der som et clou var en, som vandt en elektrisk guitar, som han modtog fra Dweezil på scenen og måtte lide dér på scenen, hvor han spillede en A-akkord, og bandet så spillede rundt om ham, indtil de forbarmede sig og lod ham vende tilbage til sin plads neden for scenen.

Zappa Plays Zappa er et nyt band, som blev dannet i 2006, og de spiller med en friskhed, som er smittende. Tidsmæssigt befandt vi os i høj grad i de tidlige 1970'ere omkring plader som "Over-Nite Sensation", "Apostrophe(')" og "One Size Fits All", hvor Frank Zappa blev tilgængelig for et stort publikum. Ved den intense treogenhalvtime lange koncert hørte vi blandt andre numre som "Montana" - med alle betragtningerne om tandtråd, så som linjen: "I'm moving to Montana soon, gotta be a dental floss tycoon..." - og fra samme plade kom også "Dirty Love", mens vi fra "Apostrophe(')" fik en bid af "Don't Eat The Yellow Snow", titelnummeret med det fantastiske guitar/bas-riff, hvor først multiinstrumentalist Scheila Gonzalez gav en følt saxsolo, hvorefter vi fik den sublime bassist, Pete Griffin, på inden Dweezil Zappa på Gibson SG'en satte trumf på med endnu en overjordisk solo tilsat alt den rette gang wahwah-pedal. Han tegnede sammen med den anden guitarist et niveau for guitarekvibrilisme, der tog pusten af de fleste. Rigtigt mange stod der blandt publikum med lukkede øjne, grimasserende ansigter og hænderne med luftguitarattituder.

Koncerten havde mange højdepunkter, men et af dem var klart udgaven af den vanskelige "Inca Roads" og "Bamboozled By Love", hvor den nye leadvokalist, Ben Thomas, der sine steder lød ret meget som Frank Zappa, i den grad tog fra. Hvorefter Dweezil igen søsatte en af sine soli, og vi kunne drage til himmels med salige smil hele vejen rundt.

Fedt, at der er bands, som udviser så meget klasse. Samt tager en tradition og et livsværk og opdaterer det i nuet. Jeg tjekker turlisten: De er ikke booket til Roskilde. Det er sgu en katastrofe!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA