x
Anastacia: Mølleparken, Sønderborg

Anastacia, Mølleparken, Sønderborg

Anastacia: Mølleparken, Sønderborg

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Der var noget international superstjerne over Anastacia, det øjeblik hun kom på amfiscenen i Mølleparken i Sønderborg. Til et brøl af begejstring. Det må være noget med stemme, tøjstil og posering. Det blev fulgt helt op af, at hun med umiddelbar lethed sang de ikke altid lige nemme sange, og havde rigeligt overskud til at lege med kor, dansere og publikum samtidig. Og faktisk var det netop det dybt professionelle showmanship, der var højdepunktet. Godt hjulpet af megen underholdende snak til publikum.

Bag sig havde hun fem musikere, to korsangerinder, to dansere og fire album med "Heavy Rotation" fra november 08 som det seneste. Foran sig havde hun en stort, men ikke tætpakket publikum, der viste masser af begejstring og lod til at kende mange af de mange sange, der aldrig har nået radioen.

Anastacia er mest kendt for sin kraftige, karakteristiske og nasale soul rock-vokal, og den var selvfølgelig med. Men det virkede desværre, som om den blev sparet. For kun pletvist blev vi blæst væk af dens formåen. Et faktum, der ikke blev bedre af, at Anastacias stemme lå for langt tilbage i lydbilledet.

Et andet kendetegn er en stribe hits, som for eksempel "I'm Outta Love" og "Not That Kind" fra første og største succes, debutpladen "Not That Kind" fra 2000. De var selvfølgelig også med, men der bliver desværre længere mellem hittene, efterhånden som der kommer flere album. For evnen til at lave træffere har været roligt, men støt nedadgående siden dengang.

Den musikalske variation var dog bestemt til stede. I højere grad end kontinuitet. For der var megen snak og forskellige former for show mellem sangene.

Variationen var i både tempo, stemning og lyd, og blev understreget af at vi sang med på en chant, og at et af hittene sidst i sættet blev startet af bandet, der foran på scenen "spillede" deres instrumenter med munden, mens Anastacia sang med.

Noget af snakken var indøvet, blandt andet en om, at børn skal behandles bedre. Ja, noget "projection of awareness" er måske mere naturligt hjemme i New York end i Sønderborg. For her virkede det ikke passende. Men det gjorde det meste af den direkte kommunikation til publikum.

Der stod en gruppe smådrenge i kanten af scenen, der vippede med armene og råbte "We love you Anastacia". Dem var hun ofte ovre at hilse på, fordi "Man skal jo holde fast, mens de kan lide én. Om fire år siger de jo "Eywh, har jeg virkelig kunne lide hende?" Hun fik os endda hele til at vippe med armene på samme måde som de unge fans, til deres store begejstring.

Der var også en gruppe småpiger helt oppe foran, der fik rakt mikrofonen ned til sig og fik lov at synge omkvædet af "I'm Outta Love" et par gange. Til stor glæde for publikum og Anastacia, der proklamerede at "Hun elsker, når folk med passion synger hendes sange forkert". Efterfulgt af en anekdote om dengang, hun var festsanger (!). Hvor var det fint, at Aretha Franklin stavede "Respect". Hun havde ellers hørt "R-E-S-P-E-C-T, Find out what it means to me" som noget i retning af "Ah ih eespee eased see tee, im not whatta meet tommi". De lokale skreg af grin, og slubrede det i sig, som var det ringriderpølser.

Anastacia har som så mange "over there" startet egen tøjlinie. Det er nok en del af forklaringen på, at der skulle skiftes tøj to gange. Det første var godt nok mere at tage tøj af, med et lamslået publikum til følge. For den efterhånden 40 år gamle figur tåler så bestemt stadig rampelyset. Anden gang virkede det unødvendigt. For pausen, med hendes egne sange spillende i anlægget, fik publikum til lige så stille til at kravle ud af hendes hule hånd. Endelig tilbage kom der hits på stribe, med en gadagung-bas, som lød ti år ældre end sangene. Håbløst forældet. Men publikum var der bestemt igen.

Desværre røg der noget af den faktisk exceptionelt gode kontakt til publikum sidst i koncerten. For hvor sangere normalt skal klappes ind på scenen for at komme tilbage med ekstranumre, fyldte Anastacia tiden ud med dans fra de medbragte dansere, jazz-spil fra bandet og noget video på storskærmen bagerst på scenen. Vi blev endda bedt om at "Watch the screen", første gang hun forlod scenen. At folk havde klappet sig selv varme frem for at se på ligegyldigheder, havde nok løftet stemningen det sidste. Og havde fået folk til at forstå, at vi altså havde fået ekstranumrene. For vi stod til sidst og klappede forventningsfuldt af scenearbejdere, der pakkede instrumenterne sammen. Der kom ikke mere.

Dét var skidt. Og det var musikken til dels også. Sangerne var godt med, og bandet spillede vel, som de skulle. Men hvor lød det gammelt. Ikke retro-cool. Bare gammelt. Især på guitar og tangenter. Sammenligninger som flad Queen og noget, Ace of Base eller Roxette ikke ville skamme sig over i deres storhedstid, dukkede op i hovedet. Bandmedlemmerne udviste dog stor professionalisme. De viftede armene eller klappede dem sammen i vejret samtidig og on cue. Det var simpelthen indøvet.

Alt i alt var det en koncert, der var mere mindeværdig som show end som koncert. Man kunne godt frygte, at det ville ende i afmålt fadødsholderi fra husarer, der ville tjekke hende Anastacia ud. Men det endte som en totaloplevelse for børn og voksne med så god og positiv en stemning, at de musikalske mangler og den flade slutning trådte i baggrunden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA