x
Boy Without God: Lades Kælder, København

Boy Without God, Lades Kælder, København

Boy Without God: Lades Kælder, København

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Herboende amerikaner Gabriel havde helt væltet undertegnede med sin demo, men havde også advaret om, at koncerten ville være noget anderledes. Hvor han på demoen er alene og struktureret, ville han på scenen have et ti mand stort band med, som ikke rigtig havde haft mulighed for at øve før selve dagen. Jeg var mildt sagt skeptisk over, hvordan det ville spænde af.

Seks af de ti viser sig at være kor med rasleæg ... og derudover en guitarist, og tre blæsere. En band-konstellation jeg aldrig har set før, men den viste sig at være godt udtænkt.

Sangene var, lige som på demoen, en række møder imellem singer/songwriter, folk og weird new American. De er virkelig godt skrevet, og Gabriel kan synge dem, så det står ud af ham. Hans stemme er næsten for god. Det er svært at forestille sig nogen i lokalet være uberørte af hans intensitet og kærlighed, og han kunne godt have klaret den koncert ene mand, bevæbnet med sin guitar. Men tilsat det entusiastiske, fuldemandsagtige kor fik det helt andre dimensioner. De faldt ind og ud af sangene og scenen, og fik understreget stemningen af en rodet koncert, hvor følelserne var så meget vigtigere end teknik.

Hornene faldt oftest ind i omkvædene, og fik dermed mere en dynamisk effekt end egentlig melodibærende, og gav Gabriel lejlighed til at synge endnu højere. Det er ikke mange, der kan få en stemme til at fylde et helt lokale, men han kunne formentlig have gjort det samme på et meget større sted. Percussion bestod af rasleæg, slag på flasker og publikums hjælp.

Det hele endte op som en intim og brølende koncert, hvor man havde en oplevelse af, at alle var med i skabelsen af showet. Helt igennem overvældende! Der lå et gruppekram og lurede i luften til sidst, efter at bandet spillende havde marcheret hele Lades rundt, mens koret gentog omkvædet igen og igen.

Ment meget positivt vil jeg sige, at det var at tage busking til et nyt niveau.

Før det havde Raphael Gimenes spillet. Han er åbenlyst en meget talentfuld sangskriver, men ikke så dygtig til at finde bandmedlemmer. De på pladen sarte og psykekeliske popsange fra slut-tresserne blev tæsket ihjel af rocktrommer og muskelbas.

Heldigvis fik vi også nogle solonumre, hvor Raphels stemme og indiske guitarspil ophævede tid og sted, men det var ikke nok. Demo-cd'en antyder, hvor gode de sange kan blive, og det er jeg stadig spændt på at høre, men jeg tvivler på, at det bliver med den nuværende besætning.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA