x
Manic Street Preachers : Rock Under Broen, Middelfart

Manic Street Preachers , Rock Under Broen, Middelfart

Manic Street Preachers : Rock Under Broen, Middelfart

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Der var især to ting, der kæmpede om opmærksomheden, da det nok største band, der nogensinde er kommet ud af Wales, larmende gik i gang med "Motorcycle Empiness" fra debutpladen "Generation Terrorists" fra 1992: Den mildest talt udsmykkede Nicky Wire på bassen og det forbavsende lille publikum.

Senere kunne man ikke lade være med at glæde sig over genhøret med dén sang og fornøje sig over, hvor uforældet den og de mange andre gamle sange egentlig lød.

For det var mest gamle sange, vi fik. Og en del af forklaringen på det er nok, at bandets popularitet i det 21. århundrede står slet ikke mål med den, de havde i halvfemserne.

Manic Street Preachers startede som et dybt kontroversielt band i starten af halvfemserne. Smurt ind i eyeliner og glam-attitude var der sange om smerte, politiske budskaber og had til diverse andre bands. Da en interviewer satte spørgsmålstegn ved smerten, ridsede guitarist og sangskriver Richey James "4 real" ind i armen. Han forsvandt så sporløst i 1995, er aldrig set siden og blev erklæret "formodet død" i november 08.

Siden har bandet støt og roligt mistet evnen til at rydde forsider. Fra at være dystre, punkede og kontroversielle gik det mere over i lettere poppet stadionrock. Det gav så det store kommercielle gennembrud, der dog lige så stille eroderede væk igen. Men flere af James efterladte tekster er kommet med på seneste og niende album "Journey For Plague Lovers", der næsten dugfrisk var pakket i bandbussen.

Dén plade har så sjovt nok lavet kontroverser på grund af coveret, der er et maleri af en dreng. Flere engelske stormagasiner nægter at sælge pladen med coveret, da det "ligner en dreng med en blodtud", og sælger derfor pladen uden cover. Det giver vel næsten sig selv, at maleriet hang som kæmpe banner bagerst på scenen.

James Dean Bradfield er den klare frontmand i dag - et job han klarede perfekt. Sangstemmen var rå og fuld af desperation, og kunne også være blid og gå i falset. Ikke én tone lød anderledes, end den skulle, selvom guitaren blev rocket halvt ihjel.

De fire øvrige på scenen var også godt med. Det var tight, hårdt og højt. Men eyelineren er lagt væk. Nu er attituden i musikken og ikke så mange andre steder. Det skulle lige hos være førnævnte bassist. Men han lignede mere en parodi på fordums tilbøjeligheder. Bredtstående i helt hvidt tøj, med stort smil, lilla eyeliner, glimmer på kinden og et mikrofonstativ, der var pakket ind i, hvad der lignede en trafikdræbt svane smurt ind i candyfloss. Med røgkanon og vind i håret skulle det måske have været sjovt. Men det var til grin.

Afmålt begejstring
Publikumsbegejstringen var mildest talt afmålt. Der var kun viftende arme en 5-10 meter ned ad plænen, og langt det meste af publikum lod til at koncentrere sig om at snakke, holde balancen eller finde ned i teltet i den anden side af pladsen, hvor Nik og Jay spillede for cirka ti gange så mange umiddelbart bagefter. Der var tydeligvis store fans til stede, men ham med det lille walisiske flag blev flaget ud af dem med den kæmpestore blå Føtex-banner.

Der begyndte dog at ske lidt mere i publikum, da vi fik "You Stole The Sun From My Heart".  Efter dén var frontmand Bradfield alene med en akustisk guitar, et publkum på sit lave højdepunkt og en smuk version af "The Everlasting".

Senere blev det til, hvad der blev kaldt "An Intellectual drinking song from Wales",  "A Design for Life" fra 1996, The Supremes' "Stop in the Name of Love", der blev til "Stop In the Name of Junk" og gled over i "Motown Junk" fra 1993. Kun to numre fra den seneste plade blev det til ("Peeled Apples" og "Me and Stephen Hawking"). De to var så rå og gode, som bandet var før James exit. Flere nye sange ville være velkomne.

Vi sluttede med det fantastiske kæmpehit "If You Tolerate This Your Children will be Next" og et "God Bless You" og en masse solskin, der smukt spejlede sig i Lillebælt. Så fint og dejligt. Men det smukke i mørket er nu engang noget af det, Manic Street Preachers gør bedst. Og det måtte de gerne have vist bedre denne eftermiddag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA