x
Vesturport og Rekjavik City Theater: Woyzeck, Musikhuset Aarhus

Vesturport og Rekjavik City Theater, Woyzeck, Musikhuset Aarhus

Vesturport og Rekjavik City Theater: Woyzeck, Musikhuset Aarhus

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Det islandske teaterensemble med instruktør Gislí Örn Gardarson som idémand har turneret med forestillingen om den gale Woyzeck siden 2008, til hvem Nick Cave og Warren Ellis eksklusivt har komponeret musikken. Til den århusianske teaterfestival, Internationalt Levende Teater 2009, havde Woyzeck premiere mandag aften, og spiller desuden tirsdag den 16. juni klokken 20. Denne anmeldelse tager udgangspunkt i Cave og Ellis' bidrag.

"Woyzeck" er Georg Büchners kreation fra 1837, som aldrig blev skrevet færdigt. Forestillingen, som er blandt de mest talrige og betydningsfulde opsætninger i tysk teater, er blandt andet filmatiseret i 1979 af den tyske instruktør, Werner Herzog, ligesom Tom Waits og hans kone Kathleen Brennan også har lavet musik til en forestilling om Woyzeck i 90'erne. Helt eksklusivt har Vesturport bedt Nick Cave og hans kumpan, Warren Ellis, om at lave musikken til forestillingen, som siden har turneret i hele verden. Warren Ellis er en del af Nick Caves The Bad Seeds og Grinderman-sideprojektet, ligesom de to har lavet filmmusikken til den australske western "The Proposition" (som Nick Cave også skrev manuskriptet til) og "The Assasination Of Jesse James By The Coward Robert Ford". "Woyzeck" falder i helt naturlig forlængelse af Nick Caves diskografi, i sine temaer, de mulme undergrundstoner og i en musikalsk forlængelse af Twin Peaks, Caves narrativt-inspirerede udgivelser og den traditionelle folkemusik, som ligger til grund for hans arbejde med "The Proposition".

Som musikalsk værk rejser Cave og Ellis' bidrag ikke ud over forestillingen, men fungerer til gengæld flot til den effektfulde, modige, passionerede og akrobatiske oplevelse, der som teaterforestilling har fantastiske momenter - fra små, overdramatiserede, karikerede forstyrrelser fra stykkets begyndelse og til en tung indlevelse i hovedkarakterens fortvivlelse og galskab, som den udfolder sig i løbet af stykkets 90 minutter. Først i samspil med teaterforestillingen opstår symbiosen, og først for alvor i sidste halvdel af stykket.

Woyzeck er historien om menneskets degradering, den bittersøde kærlighed, magtforhold, kødets drifter, had, jalousi og religionens tvetydighed. Jeg forsøger at undgå at udfolde hele handlingsforløbet om Woyzecks sindsyge og hans kones bollen-udenom med ejeren af fabrikken, hvor Woyzeck gang på gang degraderes i meningsløse eksperimenter. Blandt andet tæves han, afklædes og druknes (som en anden Thom Yorke i en dykkerhjelm i "No Surprises") i semi-okkulte medicinske forsøg, og med sin udkårne Marias utroskab tvinges han længere og længere ud på randen af fornuft, hvis tragiske udgang er mord og selvmord. Pointen? Det er at vise menneskets grænser fra fornuften og kødet, sindssygen, himlen, drøm og følelser i al almindelighed, men historien er nedslående, og teaterstykket som helhed en stor pegefinger ud mod publikum, som accepterer denne logiske dødssynd som eneste udvej for vores helt, Woyzeck. Undervejs bliver man grebet i samme fortvivlelse og mærker livslysten glide ud af kroppen, ligesom selvhadet på hele menneskehedens vegne langsomt vokser. At gøre selvhad til en del af teateroplevelsen er en præstation i sig selv.

Elastikspring mod publikum

Den islandske trup taler engelsk med nogen accent, og særligt i starten virker karakteropbygningen overdramatiseret, men konstraster og sterotyperne er samtidig humoristiske - særligt Woyzeck er lidt overspillet i starten, mens det hele bliver bedre, som dramaet intensiveres i løbet af forestillingen. Det hele bliver for alvor skudt afsted med Tamburmajorens første solosang, for Bjorn Hlynur Haraldson frasering har slående lighed med Nick Cave selv. Tamburmajoren får sin entré via et elastikspring ned mod publikum på ottende række. Jeg sværger, at jeg sad lige under hans vovestykke, da han med hovedet forrest og udstrakte arme fløj ned mod os. Kvinden ved siden af mig blev tydeligvis forskrækket, og jeg selv kunne mærke adrenalinen pumpe. I sådan en situation kan man kun føle sig ekstremt heldig over sin placering.

Men hovedet først i elastikspringet var blot ét af mange akrobatiske krumspring, nogle andre var mere humoristiske, andre igen mere fysisk imponerende. Stemningsuniverset og skuespillernes fysiske udfoldelse var den største attraktionen ved stykket. En scene med en enorm voldgrav af vand, regnvejr, livagtige undervandssekvenser med mere. Rituelle selvmord, vertikale kapløb og enkelte falde-på-halen-effekter blev med største lethed og flydende overgange flettet ind i den præcise scenografi.

Selve musikken blev overvejende ikke spillet live, men på anlægget. Det er dels den længselsfulde underlægning, soundtracket, som kunne være taget direkte ud af en film, samt de syv-ti numre, som Vesturport fremførte i løbet af forestillingen. Hvor indspilninger, som jeg antager er Nick Cave og Warren Ellis' egne, blev placeret på backtrack, så var vokalerne og det store Mr. Smith-kor live, ligesom få analoge instrumenter - hvoraf violinen var mest karakteristisk. Nick Caves varemærke, det kraftfulde, dogmatiske og de bittersøde, ærlige kærlighedssange er tydelige, mens en skramlet violin, klokker og tunge baslinjer er gennemgående instrumenter.

I løbet af forestillingen blev hovedrollleindehaver Ingvar E. Sigurdssons præstation bedre og bedre, som karakteren blev mere og mere sindsyg. Woyzecks ulykkelige skæbne er medrivende og passer som et logisk næste skridt i Nick Caves arbejde. Jeg selv foretrækker fortsat Nick Cave som sig selv i sine "Murder Ballads" og som underlægning i "The Proposition", mens forestillingen i sig selv er en imponerende, frem for alt kropslig fortolkning af Brüchners 1800-tals- stykke om menneskets forfald.

Woyzeck spiller desuden tirsdag den 16. juni i Musikhuset.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA