x
Mzungu Kichaa: Tuko Pamoja

Mzungu Kichaa
Tuko Pamoja

Mzungu Kichaa: Tuko Pamoja

GAFFA

Album / Caravan
Udgivelse D. 15.06.2009
Anmeldt af
Torben Holleufer

Mzungu Kichaa er en dansk-tanzaniansk sanger, rapper med meget mere. Oprindelsen er pæredansk - østjysk helt præcist - men gennem forældrenes arbejde i forskellige lande i Syd- og Østafrika, voksede Kichaa - der i øvrigt også bærer navnet Espen Sørensen - op og blev til den afrikansk-danske hybrid, der fra starten i 1990'erne var del af den voksende undergrundsscene i Tanzanias hovedstad, Dar Es Salaam. En undergrundsscene, hvor musikstilen Bonga Flava er fremherskende.

Bongo Flava kombinerer stilarter som reggae, ragga, rap med forbilleder som Tupac Shakur, samt traditionel musik, en musik, der er kraftigt mikset op med inspirationer fra cubansk musik. Kort sagt er Bongo Flava en massiv smeltedigel, hvor det sungne sprog desuden for det meste er swahili. Musikken har sine stjerner, der selvsagt går fra de rendyrkede politiske kommentatorer på gadeplan til rendyrket pop. En spændende musikform, der har en stadig større udbredelse i hele det østafrikanske område.

Mzungu Kichaa - som betyder "Tosset hvid mand" på swahili - havde omkring årtusindskiftet et massivt lokalt hit og har siden helliget sig uddannelse, men er nu tilbage med denne plade, som er ret overbevisende. Her gør han i forskellige stilarter, og hans allestedsnærværende guitar er et element, som både har et klassisk østafrikansk flow og peger på den Hendrix, som i sin tid var det store forbillede. Ligesom sangene, der som oftest kører i enkle akkordforløb, har en vuggende og smittende karakter, mens der overbevisende rappes på swahili.

Pladen har stærke numre i eksempelvis "Jitolee", hvor der er besøg fra to stjerner fra Bongo Flava, nemlig Professor Jay og Mwasiti, som kører en kombination af henholdsvis overbevisende rap og stinkende flotte vokaler af, som godt måtte have været stilen på flere af pladens numre. "Jitolee" (swahili for "træd frem") er i hvert fald en ørehænger af internationalt tilsnit, også selv om den har den ret sterile programmerede tromme som underlægning. Og det er synd, når man eksempelvis har en sangerinde af Mwasitis kaliber til rådighed. Mzungu Kichaa selv holder sig heller ikke tilbage, selv om jeg finder, at han næste gang måske skulle få produktionen og ikke mindst det rytmiske element den tand op i kvalitet, så det ikke udelukkende kører i forsimplede old-school elektroniske trommeprogrammeringer. For de gode melodier er der, og det er tydeligt, at der er masser at bygge på. Som på sangen "Sista Kichaa", hvor Kichaa synger med honning på stemmen og der er tilløb til dub i udtrykket.

Okay plade med gode momenter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA