x
Faith No More: Kindl-Bühne Wuhlheide, Berlin

Faith No More, Kindl-Bühne Wuhlheide, Berlin

Faith No More: Kindl-Bühne Wuhlheide, Berlin

Anmeldt af Mathias Nielsen | GAFFA

"Version 2.0" og "The Second Coming" står der på Faith No Mores nye merchandise - tekniske og bibelske referencer fra et band, der synes bevidst om, at gendannelsen er længe ventet, men også at ikke alt er, som det var, da de for over ti år siden gik hver til sit. Medlemmerne er draget i hver deres retning; Mike Bordin har trommet for Ozzy, Roddy Bottum har trukket sig tilbage i anonymt skjul, Billy Gould har startet sit eget pladeselskab og Mike Patton har søsat et utal af avantgardeprojekter. En Faith No More-gendannelse har aldrig ligget til højrebenet.

Men nu kradser finanskrisen, der er nærmest gået mode i at begrave stridsøkser og genoplive fortidens bedrifter, og San Franciscos slæng er et af de seneste skud på stammen. En kort Europa-turné bringer den genforenede kvintet tværs over Europa, og fredag aften står de på plakaten på årets Roskilde Festival.

Tirsdag spillede Faith No More i Berlins fine amfiteater Wuhlheide - med plads til 18.000 tilskuere - hvor GAFFAs udsendte tidligere har oplevet mægtigt festlige, udsolgte koncerter med både Metallica og Pearl Jam, men denne aften var der ikke mødt mere end sølle 5-6000 mennesker frem for at få et skud nostalgi.

Et kig på dagens koncertkalender afslørede imidlertid også, at både Neil Young, Simple Minds og Mötley Crüe spillede andetsteds i byen; ikke den mest hensigtsmæssige koncertplanlægning, men det var nu ikke kun det ringe fremmøde, der gjorde koncert til en halvflad oplevelse.

Ingen intern energi
Præcis klokken 21 gik Bottum, Bordin, Gould og guitarist Jon Hudson på scenen i pangfarvede jakkesæt og satte i gang med Peaches & Herbs easy listening-sag "Reunited" i vanlig selvironisk stil. Og så kom Mike Patton ellers haltende på scenen med stok som en slagen Sinatra, og croonede den klistrede tekst.

Den skæve start åbnede for en syv kvarter lang hitparade, hvor vi nåede hele vejen fra midten af firserne til slutningen af halvfemserne inklusive indlagte fortolkninger af Lady Ga Ga, Bee Gees og sågar temaet fra "Chariots of Fire" - præcis som man havde forventet af en Faith No More-koncert, men der var alligevel et eller andet galt.

Der var ingen rigtig intern energi i bandet - Roddy Bottum lignede én, der heller ville sidde hjemme på hotelværelset, stenmanden Jon Hudson gjorde intet væsen af sig med sit stærkt anonyme guitarspil, og bagerst holdt Mike Bordin og Billy Gould sammen på sangene med cementtunge rytmer, men heller ikke meget mere end det.

Mike Patton var dog i sit es (som altid), men det var svært at afkode, om han var alvorlig i alle sine primalskrig fortolkninger af klassikerne, eller om han brølede sangene som en slags sarkastisk afstandtagen til sangene, som - når alt kommer til alt - er ekstremt poppede i forhold til det musikalske miljø, han i dag bevæger sig i.

Hyren kradses ind
Det sagt, så var det ingen dårlig koncert, man mærkede blot kun momentvis ånden i sangene, som den stadig kan høres på plade. Undtagelserne talte balstyriske udgaver af "Caffeine" og "Surprise! You're Dead!", og når Patton og kompagni gravede materiale fra Chuck Mosley-æraen frem, lettede det hele for alvor med "Chinese Arithmetic", "Introduce Yourself" og ikke mindst "We Care a Lot".

Man kan heller ikke tage fra d'herrer, at de stadig mestrer den umiskendelige fusion af funk, metal og prog, og at ingen nogensinde vil komme til at lyde på samme måde, som når dette eklektiske ensemble tørner sammen på scenen. Spørgsmålet er bare, om det er nok?

Man stod nemlig som sagt for meget af tiden med en fornemmelse af at overvære et halvt bevidstløst band, der "bare" spillede deres sange for at kradse hyren ind og komme videre på landevejen til næste koncert. I særdeleshed under tomgangen i "Easy", den underligt sterile version af "King for a Day" eller "Evidence", som Mike Patton synger på italiensk i disse dage.

Man kan ikke andet end konkludere, at koncerten dagen derpå ikke står særlig stærkt i hukommelsen - men samtidig også, at muligheden for at Faith No More vil have nemmere ved at vågne op og starte en fest på en fyldt dyrskueplads frem for i et kvart fyldt amfiteater i en østberlinsk skov, består. Trods alt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA