x
The Low Anthem: Oh My God, Charlie Darwin

The Low Anthem
Oh My God, Charlie Darwin

The Low Anthem: Oh My God, Charlie Darwin

GAFFA

Album / Bonnier Amigo Music
Udgivelse D. 15.06.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Det er i 2009 200 år siden, Charles Darwin blev født, og han hyldes derfor verden over. Også Providence, Rhode Island-trioen The Low Anthem har på deres andet album kastet sig over den banebrydende videnskabsmand, men en egentlig lovprisning er der nu ikke tale om. Snarere er der tale om en vis bekymret konstatering af hans teori om, at "kun de stærkeste overlever" - og det er jo ikke så sjovt, hvis man ikke tilhører denne kategori af menneskeheden. The Low Anthems sange er i hvert fald fuld af strandede, forladte eksistenser og rummer desuden en apokalyptisk undertone, som var undergangen nær. Lyder det trist, er musikken til gengæld smuk. Inspirationen er primært hentet i den amerikanske folkemusik, og ofte er musikken afdæmpet og vemodig og præget af instrumenter som akustisk guitar, ukulele, orgel, mundharmonika og klarinet med Ben Knox Millers tilbageholdte, men intense stemme i front. På enkelte numre rocker The Low Anthem dog igennem, og Miller går ned i det dybe og hæse toneleje, men han og resten af The Low Anthem er nu bedst i det rolige hjørne. Ikke mindst i det åbnende næsten-titelnummer Charlie Darwin, hvor Miller går op i en smuk falset, der giver behagelige associationer til åndsbeslægtede navne som Fleet Foxes og Bon Iver. Andre gange er stemningen mere i retning af den unge Bob Dylan, andre igen af Mark Eitzel eller Conor Oberst, men uanset hvad er The Low Anthem først og fremmest sig selv og et lovende ungt navn på den amerikanske neo-folk-scene.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA