x
Diverse kunstnere: Remixes # 1

Diverse kunstnere
Remixes # 1

Diverse kunstnere: Remixes # 1

GAFFA

Download / Rust Music
Udgivelse D. 04.05.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Pladeselskabet Rust Music har efter en række digitale ep'er med debutanter, sideprojekter og coverversioner nu udgivet sin første digitale remix-ep. Det er Green Concorde, Music For Modern Man, Must Go Radio og franske Lily M, der remixes af henholdsvis Panther alias Bjarke Niemann fra Spleen United, DJ Bit Rate fra Californien, den danske elektro-veteran Morten Varano og halvdelen af duoen The Works alias Thomas Månsson. Bjarke Niemann har sat et effektivt og stemningsskabende breakbeat under og fjernet guitarerne fra Green Concordes Detroit. Det fungerer fremragende på dansegulvet, men de mange, mange gentagelser af omkvædet mod slutningen kommer nu til at kede lidt hjemme foran stereoanlægget. DJ Bit Rate har gjort Music For Modern Mans Killing The Doctor til et velfungerende house/disco/funk-nummer, hvor det fede guitarriff og den elektroniske bund går op i en højere enhed. Must Go Radios elektro-indie-rocksang The Stroke er blevet til en velfungerende down-tempo-ditto med diskret dub- og reggaepåvirkning. Højdepunktet er dog afslutteren, Lily M's Loving Universe i The Works' remix, et tilbagelænet soulnummer med samplet breakbeat inklusive dejlig pladestøj og stemningsfuldt klaver- og Rhodes-spil. Endnu en spændende og alsidig ep fra Rust Music.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA