x
Keane: Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Keane, Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Keane: Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København

Anmeldt af Kristian Nygaard | GAFFA

Svøbt i det royale teaters teatralske fløjlssæder med udsigt til barokke kulisser sprang københavnerne tirsdag aften over Sankt Hans aften og lod de britiske popekvilibrister fyre op for varmen og lade teenagepigerne om at hyle. Publikum var en god blanding af kernefamilier, ekstatiske teenagepiger og anglofile popelskere omkring de 30, som i dagens anledning var iført en sæsonkorrekt hørbuks tilsat hvid skjorte. Alt i alt folk, der ikke er bange for at nynne med på en god popsang - og sådan én blev der spillet mere end én af.

Arbejdsløse teatersæder

Keane havde medbragt højdepunkter fra debuten "Hopes and Fears", perler fra opfølgeren "Under the Iron Sea" og nyheder fra det seneste "Perfect Symmetry". For hardcore fans var hele rækken formentlig én lang fornøjelse. For en mere dødelig lytter havde den sine op- og nedture.

Forsanger Tom Chaplin lagde ud med førstesinglen "The Lovers are Losing" fra det nye album og pop-bangeren "Everybody's Changing", der hurtigt gjorde teaterets stole arbejdsløse. En mærkelig rumklang fra vokalen prægede hele koncerten, men ødelagde ikke oplevelsen fra folk, som klappede takt- og trofast fra start til slut.

En smule kedeligt (i perioder)

Ind imellem de smukke ballader fik bandet takket publikum igen og igen for at være så gavmilde med klapsalverne, og benovelsen over at spille i et gammelt teater skinnede igennem. "This is an insanely beautiful place," råbte Tom Chaplin og påbegyndte en smuk duet mellem ham og klaveret på "This is the Last Time".

Når Keane spillede de nye numre, blev der lyttet intenst, men stemningen dalede også gevaldigt, og selvom de skal have ros for ikke kun at spille det sikre sæt, så holder det seneste album bare ikke de foregåendes niveau, og indimellem blev det kedeligt...

Boyband-følelser

...fra mit synspunkt, for under en stille sang hviskede min bagmand "Det er fantastisk".

Tom Chaplin har en levende sceneoptræden. Som et enkeltmands boyband marcherer han frem og tilbage med knyttede næver, fremstrakte arme og tomme blikke længselsfuldt ud mod de bagerste rækker. Under de store hits som f.eks. "Somewhere Only We Know" og "Crystal Ball" er mimikken a la "nu tager vi den sgu hele vejen!". Og det er fedt. Keane giver sig selv fuldt ud, og Tim Rice-Oxley på klaver hamrer foroverbøjet tangenterne til plukfisk, så man næsten kan forestille sig, at elefanterne får fantomsmerter i deres stødtænder.

20 numre på 90 minutter

Da sidste tone er spillet efter tre ekstranumre inklusive en smuk udgangsballade i "Bedshaped" forlader et gavmildt bandt scenen. 19 numre på lidt under 90 minutter vidner om et tæt sæt uden et eneste overflødigt gram jam, men til gengæld med masser af hits.

I ren eufori over publikums glæde springer bandet på scenen igen og afslutter koncerten som det 20. nummer med en coverversion af Queens "Under Pressure". Så fik man også lidt unikt at gå hjem på.

En stærk aften i selskab med Keane - hvor man dog nok skal være super-fan, for at den havde været til topkarakter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA