Suicidal Tendencies: Pumpehuset, København

Suicidal Tendencies, Pumpehuset, København

Suicidal Tendencies: Pumpehuset, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Da jeg ankom til Pumpehuset, troede jeg først, at der var en lydprøve i gang. Tidligere på dagen var jeg vendt hjem fra en uges ferie ved havet, med komplet stilhed og ro - og mit indre øre skulle lige vænnes til lyden af danske Last Mile, som forsøgte at rive publikum op med såle. Der var skruet op for varmen i salen, men publikum forholdt sig forholdsvis roligt, mens de nikkede til opvarmningsbandets udmærkede riff, breaks og broer. Der var en tydelig intelligens bag musikken, men samtidig var det klart, at Last Mile ikke har fundet sin egen personlige niche i thrash-genren endnu. Tid og erfaring kan klare dét lille problem, for potentialet var til stede.

Totalt selvmorderisk overskud

Efter en lille halv time, denne gang med ægte lydprøver, gik Suicidal Tendencies på. Temperaturen var i mellemtiden steget et par grader. Showet blev sparket i gang med en håndfuld klassikere, "You Can't Bring Me Down", "Ain't Gonna Take It" og "Subliminal", efterfulgt af "War Inside My Head", "Send Me Your Money", "Possessed to Skate" og "I Saw Your Mommy", med flere. Både den bandanaklædte bassist Steve Brunner og trommeslageren Eric Moore II er af afrikansk afstamning, og ud over deres respektive imponerende solostykker fik de også sammen tilsneget sig starten af "Thriller" med vores netop afdøde ven Michael Jackson, indtil forsanger "Cyco Miko" Muir vendte sig, og venligt snerrede "Get outta here!" Lead-guitarist med det artige navn Dean Pleasants var den mest statiske figur på scenen, men spillede glimrende, mens Muir styrtede frem og tilbage og lavede "karate-hug i bolledejen"-agtige bevægelser. På rytmeguitar havde vi Mike Clark, tredje bandanaklædte person på scenen, og en smule for lavt sat af lydmanden. Clark høvlede løs, men det var ofte skrålene og ikke guitaren, som bragte ham ned i bagerste ende af salen.

I den sidste tredjedel af koncerten faldt intensiteten, samtidig med at temperaturen steg til omkring 35, hvilket også var publikums gennemsnitsalder. Til alle sider kunne jeg se folk, som spillede luftguitar og nikkede huller i den varme luft, og pludselig skreg et eller andet, som passede ind i teksten. Der var også fædre med børn, og mænd med stort hvidt skæg, og selvom der var masser af lækkert sceneshow, især fra trommeslagerens side, var folk udmattede, og det blev stadigt sværere for bandet at få folk til at skråle "ST! ST!".

Et enkelt skud over målet

Jeg opdagede også, at Muir og jeg deler holdning til et par ting her i livet, hvilket blev klart i hans monologer mellem numrene. Han er blandt andet kendt for at have kritiseret Zach De La Rocha fra Rage Against The Machine, fordi Rage-sangeren taler om oprør imod det kapitalistiske system, og samtidig har skrevet kontrakt med kæmpeselskabet Sony. I sit sideprojekt "Infectious Grooves" er Muir endda gået så langt som til at skrive en anti-RATM sang med titlen "Do What I tell ya!" (RATM-fans vil - næsten - genkende udtrykket). Personligt synes jeg, at Muir har fat i noget, men publikum var ikke i humør til Muirs politiske turbo-taler, så det trak desværre lidt ned i helhedsindtrykket. Til gengæld var hele bandet usædvanligt velspillende og blev kaldt ind til et ekstranummer, hvor en række svedglinsende publikummer sprang på scenen og skrålede med, så det næsten blev for meget for den kære Dean Pleasants. Og så skulle vi i øvrigt gerne få et nyt album inden årets udgang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA