Volbeat: Metaltown, Göteborg

Volbeat, Metaltown, Göteborg

Volbeat: Metaltown, Göteborg

Anmeldt af Anders Molin | GAFFA

At hEllvis-rockerne står for medrivende liveoplevelser, ved de fleste i vores dronningerige, men i Göteborg kunne det også konstateres, at eventyret om det succesrige metalband er nået helt op til Volvobyen.

Allerede i god tid før koncertstart var området foran scenen fyldt med forventningsfulde svenskere, som kogte under den nedgående sol.
Det gav selvfølgelig rimeligt let spil for Volbeat, der egentlig ikke havde behøvet at anstrenge sig voldsomt for at sparke en god fest i gang, da folket var forberedt og kunne teksten til de fleste rock'n'roll-hymner udenad.

Af samme grund var den ekstra udsøgt fornøjelse at se, hvordan bandet alligevel arbejdede hårdt og professionelt for at levere et show. Det blev gjort med stor spilleglæde, de brede smil og ikke mindst livlig headbangende aktivitet på scenen, hvor man, trods input fra andre genrer, tydeligt kan se, at Volbeat inderst inde og dybest nede er et metalband.

Et bevis på dette fik publikum også, da kvartetten overbevisende legede sig igennem Slayer-klassikeren "Raining Blood", og i spøg spillede to dødsmetal- sekunder, der eftersigende skulle være kreeret af Cannibal Corpse. Senere fik vi også et misfits-cover og den obligatoriske "I Only Wanna Be With You", der er et effektivt vidne om bandets andet fodfæste i den ældre rock.

Heldigvis var det Volbeats egne numre, der stod stærkest og med hele tre albums i bagkataloget, kan de efterhånden sammensætte, så der er lidt til både fællessangen, nakkehvirvlen og de klappevante svenske håndflader. Allerbedst var groovy "Pool of Booze" og den kommende evergreen "A Garden's Tale", der er umådeligt effektiv over for et forberedt publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA