x
U2: Camp Nou, Barcelona

U2, Camp Nou, Barcelona

U2: Camp Nou, Barcelona

Anmeldt af Kristian Nygaard | GAFFA

Det kan godt være, at man til tider finder Bono og co. lidt for hellige, lidt for "nu redder vi jorden ved at tørre os selv bagi med økologisk selvransagelse, hvis vi giver en hånd til Afrika", lidt for politisk korrekte til at være et rockband. Alligevel skal man ikke undervurdere deres evne til at skrue et gigantisk show sammen, som hvert fald vil sætte sine spor resten af sommeren og blegne små havefester som Roskilde Festival, og hvad de næste par måneder ellers har at tilbyde. Fan eller ej.

Fantastisk scene
"The 360® tour" er navnet på verdensturnéen, som indledtes tirsdag aften i Barcelona. Med en kæmpe rumskibslignende scene, hvor bandet placeret midt i menneskehavet kan løbe fra det ene verdenshjørne til det andet, var der rig mulighed for at pumpe sit bagkatalog ud over Camp Nou. Snow Patrol var aftenens gæsteband, som varmede det dryssende publikum godt op. Desværre blev det også til lidt anusslikkeri, da Snow Patrol igen og igen skulle råbe ud til publikum, hvor fantastiske U2 var. Selvfølgelig fint med noget taknemmelighed, men at gøre det efter hvert nummer er lige i overkanten.

Som skabt til stadions
Hvordan mon stemningen er i omklædningsrummet, før U2 går på? Er der nervøsitet at spore, eller er det blevet ren rutine at starte verdensturnéer? Først steg Larry Mullen Jr på trommer op fra rumskibets midte. Herefter The Edge og Adam Clayton før Bono som rosen i bukettens top blev modtaget af et brusende publikum. Med fuld styrke tordende de første sange igennem. "Magnificent" fra det seneste udspil viste igen, hvor velplaceret U2 befinder sig på et stadion. Man skulle tro, at bandet opholder sig på stadions, når de skriver sange. Sjælden set er så lang en perlerække af stadionegnede evergreens.

Besøg fra rummet
Desværre drukner Bono stemme engang imellem i lyden. The Edges skærebrændende guitar får "Get On Your Boots" rykket grundvolden helt oppe på de bagerste rækker, så al snak om singlens fattige tekst bliver glemt.

Ligesom så mange andre får U2 et par billige point, da Michael Jacksons død bliver nævnt og navn æret, da de hen over "Angel of Harlem" indfletter brudstykker fra popkongens "Man in the Mirror" og "Don't Stop 'til You Get Enough". Koncerten tager et lille dyk i intensitet, men på en overraskende måde, da den internationale rumstation bliver kontaktet og sendt på storskærm. Herfra begynder Bonos messe også. En astronaut bærer "tilfældigvis" en Unicef-T-shirt , og publikum bliver mindet om, at vi alle ikke har det lige godt.

Og fra de varme lande
"Walk On" og "Where the Streets Have No Name" bliver også fremført sammen med små film om Nelson Mandela, Martin Luther King og den politiske fange Aung San Suu Kyi fra Burma. Bono ifører sig en F.C. Barcelona-trøje og fortæller, hvor højt han elsker klubben, da den er den eneste, som har Unicef på trøjen (Han har vist aldrig været i Brøndby).

Under "One" går det hele lidt i kage. Keyboardet spiller helt forkert, og bandet må stoppe midt i sangen for at komme tilbage til verset. Efter at have været nede i omklædningsrummet og fået styr på tangenter og guitarstrenge går de på igen til tre ekstranumre, hvor "With or Without You" er lidt for langsom - lidt for messende. Sidste nummer "Moment of Surrender" er til gengæld utrolig smuk. En anelse højstemt med orgellyd og Bonos ord om at "This song is a great gift from God," men den lægger en smuk dæmper på den cirka to timer lange koncert.

Fik stadion til at ryste
Højdepunktet var helt klart "Vertigo", hvor publikum gik amok og fik stadion til at skælve. Boksen, undertegnede sad i, rystede bogstavelig talt, og det var fortjent, da U2 flere gange blev overdøvet af folks glædesudbrud. Mange hits, høj lyd og lidt unødvendig fokus væk fra musikken, når den tredje verden skulle reddes, var udslagsgivende for koncerten. Måske en upolitisk holdning, men det er altså musikken, man er kommet efter.

 

U2's verdensturné går uden om Danmark, men besøger blandt andet Berlin (ledige billetter) og Göteborg (udsolgt). Se hele U2's turnéplan på u2.com.

GAFFA Live har et begrænset antal billetter til koncerten i Berlin, inklusive transport og hotel. Læs mere på GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA