x
Korn: Store Vega, København

Korn, Store Vega, København

Korn: Store Vega, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Armeret med ørepropper og mit Roskilde-armbånd besøgte jeg Vega her til aften. Jeg frygtede, at jeg ville føle mig dum, hvis koncerten blev dårlig - jeg kunne jo i stedet have væltet rundt på festivalen. Men KoЯn udgjorde en del af soundtracket i mine sene teenageår i slutningen af 90erne, og musikken står som noget af det mest tydelige minde om, hvordan jeg havde det. Desuden skulle min frygt snart blive gjort til skamme.

Til at starte med var jeg også imponeret over opvarmningsbandet Scamp, men det var, som om de hurtigt spillede de bedste kort ud. Folk omkring mig trak på skuldrene og nikkede med, bevares - og det var da heller ikke dårligt, det var bare ikke noget, som satte sig fast. Som en udefrakommende fandt jeg ikke Scamps musik lettilgængelig. Hvis jeg ville høre 99 procent brølemusik, var jeg nok ikke gået til koncert med KoЯn.

KoЯn trådte på scenen én efter én. Den lille bassist Fieldy havde hovedet pakket ind i bandana og dreadlocks. Den høje Munky på frontguitar, ligeledes med dreadlocks, kunne snildt have været Fieldys storebror. Men så trådte Jonathan Davis ind mellem de to, og hele bandet huggede i, så gulvet blev presset nedad, og vores hjerter slog et slag over. Det var som et spand heste, kørt igennem en basforstærker.

Den opmærksomme fan ved allerede, at KoЯn for nogle år siden sagde farvel til guitaristen Brian "Head" Welch, som fandt det vigtigere at tjene Gud i taknemmelighed over at være kommet ud af sin afhængighed af methylamfetamin. Nogle få år senere smuttede så trommeslageren David Silveria, som hellere ville dyrke en mere anonym tilværelse med familien og et par restauranter. Derfor havde vi på scenen i aften Ray Luzier på trommer, nu officielt medlem af KoЯn - samt en backing guitarist med hår som en snurrende, sort softice, bærende navnet Shane Gibson, og på keyboard/samples/backing vokal Zac Baird.

Modne lækkerier

Bandet kom godt rundt i bagkataloget. "Life Is Peachy" gik dog ramt forbi, og det samme gjorde underligt nok den seneste titel-løse plade. Til gengæld kom vi også ud over bagkataloget, med en smule Queen ("We Will Rock You"), Metallica ("One"), og Pink Floyd ("Another Brick In The Wall").

Davis var tændt og slagkraftig, og jo, det er sandt: Han har en lille dans. Bandet spillede (næsten) helt tight, og selvom jeg en høj fyr, forsvandt scenen flere gange bag en uhyrlig skov af løftede hænder. Vega var så proppet, at jeg flere gange kom til at holde folk i hænderne, og konstant måtte undvige for ikke at blive nikket en nakke. Det hele summede, min stemme arbejdede sig hæs, og da KoЯn efter en time skulle hives tilbage på scenen med støvletramp, leverede de intet mindre end den perfekte afslutning med "Blind", "Got The Life" og til sidst "Another Brick In The Wall." Da jeg kom ud fra salen, kunne jeg ikke genkende min egen duft. Hvis jeg havde haft en hund, havde den forladt mig.

Hvis noget rungede hult, så var det den til tider næsten nøgne og beregnende professionalisme, som lå over Davis, når han gejlede publikum op. Efter sidste nummer smed Munky, Fieldy og Luzier bunker af ting ud til publikum, deriblandt et par håndfulde plektre, en røvfuld flyers og en frisbee...? Er KoЯn et firma eller hvad? Jeg ved godt, at de render rundt i Adidas og så videre - måske er det bare mig, som ikke køber den del af pakken. Desuden var sættet var en smule kort: 1 time, plus 20 minutters encore. Hvilket giver 5½ stjerner herfra, men det er der ikke noget, der hedder i GAFFA-land.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA