x
Fleet Foxes : Roskilde Festival, Arena

Fleet Foxes , Roskilde Festival, Arena

Fleet Foxes : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

"Jeg vidste slet ikke, at de var så populære" sagde min sidemand. Fremmødet til Fleet Foxes anden koncert på dansk grund var eksplosiv. Det samme var temperaturen på Arena-scenen, der nærmede sig saunatilstande.

Folkrocken har om noget fået en renæssance de seneste år gennem indierocken og fundet sig et helt nyt og ungt publikum. Pladeselskabet Sub Pop, der i sin tid eksponerede grungerocken, er fornyere af genren, og har gjort den hip igen. Med bands som Band Of Horses, Blitzen Trapper og sidste års store overraskelse Fleet Foxes har Seattle-selskabet givet sig selv nyt liv. Sidste skud på stammen er de anbefalelsesværdige The Low Anthem fra selskabet Bella Union.

Sidste år tog Band Of Horses Arena-scenen med storm og gav en af festivalens mest intense koncerter. I år var det så kollegerne fra Fleet Foxes tur til at indfri de høje forventninger og tage pulsen på folkrock-revivalen her og nu.

Fleet Foxes slentrer ind på scenen, og med deres lange skæg og skovmandsskjorter går tankerne direkte til Catskills Mountains og The Band. Der er øjeblikkelig publikums applaus, da tonerne fra "Sun It Rises" sætter afsted med de snurrige akustiske guitarer og brusende hammondflader. Den barfodede sanger og guitarist Robin Pecknold er tydeligvis overvældet af fremmødet, hvilket gør, at han og resten af bandet har svært ved at holde koncentrationen under store dele af koncerten. Mellem numrene bliver der stemt, og utilfredsheden med lyden gør det ikke bedre. Da bandet endelig får sat i gang på "Drops In The River", bliver det kun i en halvhjertet udgave.

Arven fra Crosby, Stills, Nash og Young og ikke mindst The Band fornægter sig ikke på "White Winter Hymnal" og "Tiger Mountain Peasant Song", og fungerer til dels med det nænsomme samspil. Men det er som om, hele bandets sjæl forsvinder op under teltdugen og aldrig rigtig kommer ud over scenekanten. Først på "Your Protector" mærkes gløden fra debuten gennem Robin Pecknolds himmelstræbende vokalpræstation. Men det er for sent til at redde en koncert, der burde have fundet sted i en katedral eller et mindre forum. Synd og skam, for Fleet Foxes har meget at byde ind med musikalsk.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA