x
Friendly Fires : Roskilde Festival, Odeon

Friendly Fires , Roskilde Festival, Odeon

Friendly Fires : Roskilde Festival, Odeon

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Klokken er 18.00 om fredagen på Roskilde ’09. I baggrunden buldrer mægtige Faith No More løs, men på naboscenen Odeon er Friendly Fires klar til at give festivalpublikummet en opvisning i, hvordan en dansabel indie-disco-koncert skal skæres.

Bandet sparker deres første koncert på dansk grund i gang med nummeret Lovesick, hvis sprudlende energi, imponerende rytmer og funky basgange skal vise sig at være kendetegnende for koncerten.

Det er en håndfuld yderst energiske engelske ungersvende, vi har med at gøre, og forsanger Ed McFarlane bevæger sig rund på scenen som en spændt fjeder med en charmerende nørdet elegance, der burde gøre selv John Travolta anno 1977 grøn af misundelse.  

Percussionarbejdet virkelig imponerende og publikum er tændte. Det er lykkedes bandet at antænde et venligt bål under de fremmødte, og særligt lige foran scenen danses der, så man netop skulle tro, at gulvet stod i lys lue.

Skeleton Boy og In The Hospital følger, og som koncerten skrider frem strømmer flere og flere til, og der klappes i takt til bandets uimodståelige sange, der er som skabt til det vejr, der har ramt festivalen disse dage.

Desværre er der koncerten igennem vedvarende problemer med placeringen af Ed McFarlanes vokal i lydbilledet, og det trækker en smule ned i helhedsindtrykket af koncerten, der slutter af med mesterstykket Paris, der bedst kan betegnes som et skud frisk luft i sommervarmen. Ekstranumre skal der imidlertid til, og bandet klappes ind igen.

Under koncerten udtaler McFarlane, at han håber, bandet snart kommer tilbage til Danmark. Et håb man efter publikums reaktion at dømme, må gå ud fra, at de fleste fremmødte deler med ham. Så snart rygtet om dette bands kvaliteter begynder at spredes, er der absolut intet i vejen for, at de kan begynde at spille på de større scener, hvor de hører hjemme.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA