x
Tracy Chapman: Den Fynske Landsby, Odense

Tracy Chapman, Den Fynske Landsby, Odense

Tracy Chapman: Den Fynske Landsby, Odense

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Når en kunstner, der toppede kommercielt for tyve år siden, spiller i en landsby, mens der er Roskilde Festival, og tager 550 kroner for en billet, kunne man frygte, at folk ville blive hjemme. Men det var heldigvis ikke tilfældet her. Den Fynske Landsbys amfiscene var tætpakket med begejstrede lyttere.

Koncerten var en del af en større Europa-turné, som afløser en netop overstået Europa-turné. Forskellen er bandet. Sidste gang var hun solo, denne gang var hun sekunderet af tre mand, der dog heldigvis holdt sig næsten lige så meget i baggrunden som det sorte bagtæppe.

Tracy Chapman var i topform. Hun lod til at være nervøs og rørt over det store glade publikum, men gav igen ved at spille og synge det bedste, hun har lært. Og det er godt. Fingrene dansede hen over de akustiske guitarstrenge, mens stemmen lukkede munden på de fleste af de tilstedeværende. Hun var tydeligvis kendt af tilhørerne, men hendes vokal er alligevel af den type, der får folk til at lytte ekstra efter.

Når sangene er i den blødere ende som her, kan man kun glæde sig over at hendes stemme hverken er for sød eller blød som en dyne. Den er nærmere rund. Behagelig uden at det bliver for meget, og alle lod til at sluge den råt.

Nervøsiteten gjorde, at der ikke kom meget snak fra scenen, men det var ikke savnet. Det var det tilbagetrukne band heller ikke. Sangene var oftest genialt enkle, selvom der blev leget et par steder. Til ”Another Sun” slog Chapman takten på en kasse, der pludselig stod på scenen, og til et cover af The Staple Singers' fantastiske ”I'll take You There”, sad en dame og spillede på en stortomme med pedal på skindet og stikker på kanten. Det var super, og samtidig der, hvor koncerten kom rigtigt i gang.

For nok startede det godt med at folk rejste sig i begejstring over endelig at se Tracy Chapman efter for lang ventetid, og fik kæmpehittet ”Baby Can I Hold You” som tak. Men derefter kom det nærmeste, vi var et stilestående sted i koncerten. Ikke galt, men alligevel. Men efter førnævnte cover stod den på hitparade nærmest hele vejen. Den ultrasmukke ”The Promise” var et højdepunkt, der lavede røde øjne, for derefter at blive afløst af et brøl af begejstring til det nok største hit ”Fast Car”. Og sådan bølgede det så frem og tilbage mellem genialiteter, indtil det hele sluttede med ”Give Me One Reason”.

Netop dét hit gav i 95 Chapman noget af en genkomst. For efter at hendes selvbetitlede debutalbum stormede op ad hitlisterne efter hendes bredt transmitterede koncert til Nelson Mandelas 70 års fødselsdag, rislede publikum ligeså stille væk. Og debuten er stadig den største kommercielle succes, og var også det album, vi fik flest numre fra, selvom vi var godt rundt blandt hendes otte album, af hvilke ”Our Bright Future” fra november 08 er det seneste.

Dengang sidst i firserne var Tracy nok hovedårsagen til, at den stille, historiefortællende folk, eller singer-songwriter-musik, blev stor igen. Siden er der kommet lidt soul, gospel og endda jazzede elementer indover. Og det var en fryd at høre, at Chapman så ubesværet kommer rundt i genrerne. Også blues, i ”Give Me One Reason” og i ekstranumrene.

Netop ekstranumrene var lidt specielle. Folk plejer gerne at brænde et par hits mere af, men Tracy Chapman gav os ”She's Got Her Ticket”, der aldrig var en single, og et cover af ”Howlin' For My Baby” af bluesmanden Howlin`Wolf. Igen var det en fryd at høre hende blære sig rundt i forskellige genrer.

Selvom den største succes efterhånden er mange år tilbage, virkede intet forældet, og publikums begejstring rakte fint ind over den let stillestående start og de alternative, men fede, ekstranumre. Det hele var "lækkert", og koncerten var simpelthen som en god krammer, som man havde lyst til at springe op på scenen og gengælde. Da det ville være upassende, må man jo skrive sig ud af det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA