x
Röyksopp : Roskilde Festival, Arena

Röyksopp , Roskilde Festival, Arena

Röyksopp : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Den luftigt elektroniske duo Röyksopp har altid befundet sig i grænselandet mellem pop- og dansemusik, og det var også den blanding, som afsluttede fredag nat på et Arena, som i hvert fald i den ene side af scenen var proppet med mennesker. Bevæbnet med et arsenal af synthesizere og en temmelig overbrugt vocoder havde Torbjørn Bruntland og Svein Berge et godt greb om publikum med deres på en gang sværmerisk drømmende og insisterende pumpende musik. Trangen til pænhed har altid været den norske duos akilleshæl, men denne nat fik musikken heldigvis lidt velfortjente ridser i den glatpolerede overflade. Publikum jublede, og Arena forvandlede sig fra at være en trængselsfest til at være en dansefest, da vi fik en kompetent udgave af Remind Me fra det stilskabende gennembrudsalbum Melody A.M.

Selv om festen allerede var sparket godt i gang, røg den alligevel op i et højere gear, da den svenske popdronning Robyn beærede os med en audiens. Den lille lyshårede sangerindes evne til at indtage en scene er imponerende, og det var derfor en skam, at Röyksopp absolut skulle fylde tomrummet efter Robyns exit fra scenen med storladne synthpads og fesent skønhedssøgende melodilinjer. Men så skete der heldigvis noget. Et aldeles beskidt beat og en sirene, som ganske vist er en rave-kliché, men en god en af slagsen, fortalte publikum, at nu var det tid til superhittet Eple, som sendte alles hænder i vejret og teltdugen på himmelflugt.

Herefter fik vi hits som det fine What Else Is There?, dog sunget lidt småkedeligt af Anneli Drecker, som på ingen måde kan måle sig med elektrofurien Karin Dreijer, uanset hvor mange uglekostumer, hun smides i, og publikumsfavoritten Poor Leno, sidstnævnte med så avancerede vocoder-vokalharmonier, at det nærmede sig prog-rock-dimensioner. Det er her, på det storladne overdrev, at Röyksopp er bedst, men også her, at de risikerer at gå i vidtløftig tomgang. Heldigvis fungerede det perfekt denne nat, også selv om der bredte sig en ulidelig slamsugerstank under sidste del af koncerten, som sluttede med en diskret Michael Jackson-hyldest i form af en moonwalkende exit fra scenen. Publikum ville dog have mere, og fik det i form af et effektivt, breakbeat-inficeret technonummer, som måske ikke faldt i god jord hos alle foran scenen på Arena, men som bestemt havde kvaliteter, og endnu engang understregede, at Röyksopp kan levere varen, når de glemmer de gode manerer.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA