Lily Allen : Roskilde Festival, Arena

Lily Allen , Roskilde Festival, Arena

Lily Allen : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Jan Opstrup Poulsen | GAFFA

Det var en benovet og let fnisende Lily Allen, der indtog den store Arena-scene. Alle vennerne var nemlig mødt op for at hylde MySpace-dronningen, der kvitterede med en charmerende og effefktfuld koncert, hvor publikum bar hende frem i en ubetinget kærlighedserklæring.

Den lidt spinkelt syngende Lily Allen havde dog forberedt sig på forhånd, og satte fra start fuld volumen på musikken. Og efter en usikker start fandt hun hurtigt melodien. Det var noget af en fest i pigekammeret med snerrende kommentarer til hankønnets evner udi kærlighedslivet. Lily Allan forstår i den grad at ramme sit publikum, og selv ikke på Roskilde er det hverdagskost, at fælessangen går på "fuck you". Men det kom fra hjertet.

Der var også god variation i hendes musikalske optræden, selv om den blev lettere skæmmet af en hård og buldrende lyd. Men med hendes kokkette optræden betvang hun sig opmærksomheden med den største selvfølgelighed, og var i øjenhøjde med sit publikum fra start til slut.

Den mere hårdt kantede pop slog ikke voldomt an, men så snart hun kastede sig ud i den ska- og dubinspirerede toneklang, var der masser af melodisk tæft i sangene, der blev modtaget med kyshånd. Ligesom de små og sjove poppasticher var ganske veludførte.

Det var lillepigen på frihjul, og med hendes yderst nærværende perfomance faldt det meste i hak for sangfuglen. Måske har hun ikke det store vokalmæsige at byde på, men i de bedste stunder fik hun både ømhed og snert ind i sangen.

Lily Allen er et fænomen, der først og fremmest lever på udtrykket og samhørigheden med sit publikum. Og det er til fulde nok til at løfte en koncert på Roskilde. Og en værdifuld egenskab, som det ikke er alle forundt. Og tilsat en let omgang charme og pop er der ikke langtfra MySpace til de store scener.

Denne aften optrådte Lily Allen bestemt som en stjerne i svøb.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA