x
The Pains Of Being Pure At Heart : Roskilde Festival, Pavilion

The Pains Of Being Pure At Heart , Roskilde Festival, Pavilion

The Pains Of Being Pure At Heart : Roskilde Festival, Pavilion

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Den charmerende New York-kvartet med det fremragende blødende weltschmerz-navn, The Pains Of Being Pure At Heart - smerterne ved at være ren i hjertet - blev offer for endnu et tilfælde af hovedrystende dårlig lyd på en af de små Roskilde-scener. Hvor svært kan det være at skrue op for vokalen? Sanger Kip Berman forsvandt totalt i lydbilledet på de to første numre; "Doing All The Things That Would Make Our Parents Proud" og den opløftende "This Love Is Fucking Right", som han præsenterede med vendingen: "this night is fucking right". Og først 40 minutter inde i koncerten kom hans vokal op i acceptabelt, men stadig lavt niveau. Der må da være en eller anden måde, en professionel festival af Roskildes kaliber kan løse lydproblemerne på! Det er super frustrerende, når Pains (lørdag aften som kvintet med ekstra guitarist) tydeligvis både var velspillende og i godt humør. Og nu ikke mere om lyd.

Deres selvbetitlede, eneste album udkom i februar og fik fremragende anmeldelser, blandt andet hos toneangivende Pitchfork. Selvom deres inspirationskilder placerer sig i shoegazer-traditionen hos eksempelvis The Jesus And Mary Chain og My Bloody Valentine, musikalsk og tekstmæssigt, så kigger The Pains Of Being Pure At Heart ikke kun ned eller ind, men også ud mod publikum; storsmilende og fortællende. Forsanger Kip Berman havde en imødekommende happy-go-lucky-attitude, og Peggy Wang (keys og kor) charmerede og småsludrede med de forreste publikummer.

Netop Wang og Bermans vokaler slynger sig ind og ud af deres søde, karakteristiske støjpop, drevet frem af sprøde guitarflader. Deres musik er i virkeligheden ikke særligt original eller avanceret, men det er pokkers vellykket. Akkorder og melodi er lidt forudsigelige, kun tempoet varierer, men derfor også herligt genkendelige og iørefaldende, og så hjælper det selvfølgelig, at Pains Of Being Pure At Heart allerede nu har fem-seks oplagte syng-med-hits at klippe fra. Og de spillede ikke engang "Contender"!

På plade er Pains behagesygt og indfølende, men live får deres numre ekstra kraft og kant. Bedst var numre som "Young Adult Friction" (med det for bandet åbenlyst passende navn), "Come Saturday", "Higher Than The Stars" og nummeret dedikeret til Nirvana "Kurt Cobain's Cardigan", en fantastisk sang, som ikke er udgivet, men kan findes på YouTube eller musikblogs.

Slutningen af koncerten var fremragende, hvor der blev plads til et nyt, kort nummer, samt titelnummeret med det søde refræn "We are as one, we will never die, no we will never die" og som afslutning "The Tenture Itch". Pains kom tilbage og spillede to ekstranumre, og lukkede meget passende koncerten med den lidt dystre, tunge "Gentle Sons", som i øvrigt også er den anbefalelsesværdige plades afslutningsnummer; mesterligt.

New Yorkernes danske debutkoncert så ud til at være fem eller seks stjerner værd, men lød kun som to i den ufrivilligt komiske lydfadæse. Der er mulighed for gensyn/-hør i Vega den 2. august.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA