x
Fever Ray : Roskilde Festival, Arena

Fever Ray , Roskilde Festival, Arena

Fever Ray : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Thomas Borre | GAFFA

I mine ører er Karin Drejier en af samtidens mest interessante sangerinder. Med projekterne The Knife og senest Fever Ray har Karin Dreijer brugt sin stemme og manipulerende software-teknologi til at skabe unikke kønseksperimenterende stemmekonstruktioner. Til aftens koncert på Arena var dette signifikante karaktertræk desværre manet så langt ned i det dystre spøgelseslydbillede, at publikum i mange af koncertens minutter var vidne til ufrivillig instrumentalisme. Lydtekniske vanskeligheder var derfor desværre den primære årsag til, at der aldrig blev varmt nok i Fever Rays shamanske svedehytte, og de forventninger, denne signatur havde opbygget på baggrund af en særdeles dragende koncert i Store Vega tilbage i marts måned, blev ikke tilstrækkeligt forløst.

Hvad angår de visuelle anstrengelser kom det til gengæld Fever Rays vokale fravær til gode, at denne del af koncerten fungerede fremragende. Scenen var svagt oplyst af skærmbeklædte lamper, der blev ledsaget af sitrende grønne laserstråler, som penetrerede et tilrøget Arena-telt, mens Fever Ray - iført en gigantisk hovedbeklædning, der mindende om en hybrid mellem et bisonhoved og Fragglernes Madam Skrald - tonede frem i det mørke, der både omslutter hendes musik og hendes visuelle performance.

I forbindelse med en middelmådig fortolkning af Nick Caves Stranger Than Kindness i sidste del af det introverte show trådte Fever Ray ud af sit kostumeskjul, og på den efterfølgende When I Grow Up, hvor hun lyrisk løber "through the moss on high heels", formåede Karin Dreijer og hendes udklædte kumpaner at etablere noget af den hypnotiske eksorcisme, som Vega-koncerten var så veludstyret med.

Den tungt slæbende Concrete Wall, hvor Fever Rays vokal er pitchet helt ned til en brummende messen, bidrog i al sin nedsunkethed også til, at koncerten ikke var fuldstændig blottet for klimatiske højdepunkter. På bundlinjen skulle man som publikum desværre bruge uforholdsmæssigt meget energi på at tænke sig til de åndfulde vokaler, der var jaget delvist ud af Karin Dreijers betagende uhyggeunivers.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA