x
Dianne Reeves, Angélique kidjo, Lizz Wright m.fl.: Copenhagen Jazzfestival, Koncertsalen, DR-Byen

Dianne Reeves, Angélique kidjo, Lizz Wright m.fl., Copenhagen Jazzfestival, Koncertsalen, DR-Byen

Dianne Reeves, Angélique kidjo, Lizz Wright m.fl.: Copenhagen Jazzfestival, Koncertsalen, DR-Byen

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det var en stjernebesætning, der gik på scenen, da årets Jazzfestival lørdag aften åbnede programmets Giant Jazz-koncertrække. Hele fire store sangerinder nærmest bemægtigede sig scenen i DR-Byens koncertsal for – som det hed – ”to Sing the Truth.” Dianne Reeves, Angelique Kidjo, Lizz Wright og Simone a.k.a. Lisa Celeste Stroud bemægtigede sig scenen for at hylde sidstnævntes mor - den afdøde mestersangerinde Nina Simone.

Som det vil være de fleste bekendt, var amerikanske Nina Simone en af forrige århundredes allerstørste jazzsangerinder. Nina Simone blev født i 1933 og døde i 2003, men havde sin storhedstid som sangerinde fra slutningen af 50'erne til begyndelsen af 70'erne. Nina Simone kæmpede – som sangerinde - for de sortes rettigheder og hævdede, at hendes musik var ”sort klassisk musik.” Hendes politiske mærkesag, kombineret med hendes særegne, kontrastfyldte udtryk som sangerinde, gjorde hende til noget helt særligt. Hun søgte så at sige sandheden i sine sange, hvor hendes stemme svingede mellem det skarpe og det hjerteskærende. Formodentlig ingen har kunnet forblive upåvirket, når de først har hørt hende udtrykke sig – hvad enten det har været indenfor jazz, soul, folk, r&b, gospel eller pop.

Nu var det ikke kun fire af vor tids store – sorte - sangerinder, der bemægtigede sig scenen i Koncertsalen i DR-Byen lørdag for at hylde Nina Simone. Det var også Nina Simones gamle backingband – guitaristen Al Schackman, bassisten Chris White, trommeslageren Paul Robinson og percussionisten Leopoldo Fleming – foruden pianisten Bob Dorough. 

Og dét, de præsterede – sammen med de respektive sangerinder – var overvældende. (Det vil alle kunne få bekræftet, når de optagelser, der blev lavet under koncerten, bliver udsendt på DR2 senere på året – som led i en temaaften om Nina Simone).

Man fik som publikum en fornemmelse af, at de fire sangerinder hver især havde ”noget gående” med Nina Simone – hvilket er meget forståeligt. Men det de havde gående, fik forskelligt udtryk. Man fik en fornemmelse af, at de fire endog målte sig med hinanden, måske endda forsøgte at overgå hinanden – i vitalitet og udtryksstyrke. Derfor virkede dele af koncerten lettere manieret. Især når Angelique Kidjo herskede på scenen. Det var som om, hun hellere ville levere sin helt egen vare end en fjerdedel af Nina Simones vare. Når dét er sagt, skal det dog pointeres, at der undervejs i koncert var enkeltpræstationer, der stod ud som uforglemmelige. Især Lizz Wright brillerede.

Lizz Wright optrådte – som sig selv – ydmyg overfor opgaven, men med sin egen overvældende styrke. Wright indledte hele koncerten med sin egen fortolkning af Gerswins sang - I Love You, Porgy – som Nina Simone nærmest gjorde til sin. Som Al Schackman netop sagde i sin intro: Nina Simone var en sangerinde, der sang sandheden. Og en sangerinde, der tog musikken, forandrede den og gjorde den til sin.

Efter Wright og to stilfærdige ballader – kom Simone a.k.a. Lisa Celeste Stroud – på scenen med to numre. Udfordrende, smækker og pågående. Og så gik det ellers opad i en offensiv – to numre med sprælske Angelique Kidjo og to med rolige Diana Reeves. Når sidstnævnte sang Be My Husband, var det med en helt særlig troværdighed, styrke og tyngde.

At se Reeves forlade scenen igen til fordel for Wright var en fryd. For især de to var en oplevelse. De var to ”sande” sangerinder, som både kunne lytte sig ind i musikken, forandre den og gøre den til deres – i samtidig respekt for Nina Simone. Og på hver sin måde. Begge havde tydeligvis et afsæt i gospel, som de kunne trække på i deres udlægning af teksterne.

At høre Lizz Wright synge James Sheltons Lilac Wine og Diana Reeves synge Screamin' Jay Hawkins’ I Put A Spell On You var – sammen med Simones udlægning af Nina Simones It’s a New Day, It’s a New Dawn – uforglemmeligt. De tre var aftenens suveræne stjerner, som Kidjo blot forsøgte at overgå. 

Selv da de fire sangerinder afslutningsvis gik på scenen sammen for at synge Nina Simones My skin is black, My arms are long, My hair is wooly, My back is strong, fremstod koncerten som bestående af enkeltpræstationer. Så forskellige var de fires udtryk. Så sammenhængskraft i koncerten som helhed – det var der ikke meget af. Men enkeltpræstationer – det var der, og nogle af disse var netop uforglemmelige.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA