x
Spanish Harlem Orchstra: Copenhagen Jazz Festival, Glassalen, Tivoli

Spanish Harlem Orchstra, Copenhagen Jazz Festival, Glassalen, Tivoli

Spanish Harlem Orchstra: Copenhagen Jazz Festival, Glassalen, Tivoli

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Glassalen i Tivoli er et fantastisk smukt koncertsted, velegnet til for eksempel jazz. Men under ”jazz-koncerten” tirsdag blev Glassalens begrænsninger også åbenlyse:


1) Amerikanske Spanish Harlem Orchestra kunne med sine 13 medlemmer dårligt være på scenen. Flere af musikerne stod således gemt bag andre – selv under afgørende passager i musikken.
2) Bandets musik lagde op til dans, men inde på sæderækkerne var dans umulig og ude i mellemgangen forbudt af brandmæssige årsager. Flere gange undervejs i koncerten tænkte undertegnede på, at bandet burde have spillet på Plænen – lige udenfor Glassalen.
3) De 13 musikere – og deres lydfolk – er formodentlig vant til at spille over for et dansende publikum, for lydniveauet var højt. SÅ højt, at man skulle tro, det var et dansende publikum, de også henvendte sig til i Glassalen – selv om enhver kunne se, at dans var en umulighed på stedet. Lydniveauet var så højt, at flere blandt publikum måtte rejse sig og søge længere tilbage i salen, mens andre måtte blive siddende med fingrene i ørerne under hele koncerten.


I den forstand kan man sige, at der var et mismatch mellem orkester og spillested. Men ... lad det nu ligge.

Spanish Harlem Orchestra var et festfyrværkeri af en anden verden. Et orkester bestående af meget dygtige musikere. Undertegnede vil være tilbøjelig til at give kapelmesteren, Oscar Hernandez, ret i, at det indenfor genren nok er ”nogle af verdens bedste musikere,” der tegner orkesteret. Og orkesterets musik? Det er den mest glædesfyldt medrivende salsa, man kan forestille sig. Musik der kan kalde smilet frem hos selv den mest ukropslige, hjerteløse lytter. (Ikke uden grund er orkesteret for hvert af de foreløbig tre album blevet nomineret til en Grammy - og har vundet én). Orkesterets musik er – og var tirsdag aften – et... festfyrværkeri. Et oplæg til dans.

Især de tre sangere - Ray De La Paz, Marco Bermudez og Willie Torres – lagde grunden til festfyrværkeriet i Glassalen, fordi de – trods (eller netop på grund af) alder og overvægt – gjorde koncerten til et show. De tre dansede, så det var en fryd – forrest på scenen, fremme foran de to rækker af instrumentalister. De ti instrumentalister spillede i en enkelt periode – hvor sangerne slappede af – en mere ordinær form for latinjazz, Men ellers var det salsaen, der drev værket. Og den var – som nævnt – medrivende. Ikke desto mindre slog tanken rod i undertegnedes sind... Der var noget ensformigt over udtrykket. En mangel på nuancer, som ikke bare udtrykket, men også lydniveauet forhindrede adgangen til at aflytte. I en vis forstand kunne publikum ikke vurdere, om de tre sangere eksempelvis var gode – fordi antallet af musikere, det generelle lydniveau og kompositionernes karakter – vanskeliggjorde adgangen til aflæsning af nuancer. Netop dét gjorde oplevelsen af koncerten dobbelttydig. Den var et medrivende festfyrværkeri. Men det var også en lettelse, at koncerten fik en ende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA