x
Blind Boys of Alabama: Copenhagen Jazzfestival, Gl. Scene, Det Kgl. Teater

Blind Boys of Alabama, Copenhagen Jazzfestival, Gl. Scene, Det Kgl. Teater

Blind Boys of Alabama: Copenhagen Jazzfestival, Gl. Scene, Det Kgl. Teater

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det var noget af en oplevelse at se og høre Blind Boys of Alabama på Det Kgl. Teater fredag aften. Det ”boy-band,” der blev ført ind på Gl. Scene, havde nemlig 70 år på bagen! Bandet! 70 år!!!

Sangeren i midten, Jimmy Carter, havde selv været med til at etablere ”boy-bandet” i 1939! Og selv været en del af alle de æraer, der siden kom til. Selv været med til at modtage de fem Grammyer, bandet siden fik tildelt – den seneste først på året i år. Selv været med til at gennemføre årtiers generationsskift i ”boy-bandet,”  men selv var han still going strong. I den grad!

Se det for dig … tre ældre, sorte mænd kommer ind på scenen. Alle er blinde. Alle iført solbriller og lys habit. Forrest går bassisten, som viser dem til rette ved de tre stole, der symmetrisk er linet op med håndklæde over ryggen, vandflaske ved siden, mikronfonstativ ret foran. Der sidder de så, de tre gamle mænd, som ganske vist rejser sig fra deres stole gentagne gange, men konstant orienterer sig på baggrund af deres respektive stole. De tre – og i øvrigt den blinde trommeslager – og de tre øvrige sidemen emmer af sydstaterne. Emmer af en tid, der var.

Derfor passer det også helt perfekt til billedet, at det, de tre synger – med støtte fra de fire sidemen – tager udgangspunkt i de sortes sydstatstradition: Musik er noget kropsligt! Musik rummer en fortælling! Og den fortælling, der her er tale om, handler om rødderne, det jordnære og selvfølgelig Gud i det høje. Genremæssigt befinder ”boy-bandet” sig altså i grænselandet mellem jazz, blues, funk og gospel.

Det specielle – ud over sangernes alder og ensartede handicap – er, at de teknisk ikke er helt på toppen og alligevel høster stående ovationer. Dét kan der være to forklaringer på: 1) De synger med hjertet eller; 2) de er så aparte, at publikum ikke kan undlade at føle sympati og derfor klapper. Netop den dobbelttydighed lå over hele koncerten fredag aften. Måske klapper og hepper vi, fordi der er en autenticitet i deres udtryk. Måske klapper og hepper vi, fordi ”drengene” er blinde og ellers ikke vil kunne fornemme, om vi er glade eller ej. Der var ingen tvivl om, at de spillede på deres handicap i attitude og udsagn. Og at vi i samme forbindelse bar over med tekniske svagheder. Men der var heller ingen tvivl om, at ”drengene” var forbundet med den tradition, de bragte til torvs.

Under alle omstændigheder var deres koncert et af jazzfestivalens hidtil mest helstøbt, troværdige og underholdende indslag. Så ”thumbs up!”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA