x
Greg Dulli og Mark Lanegan: An Evening With..., La Trastienda Club, Buenos Aires, Argentina

Greg Dulli og Mark Lanegan, An Evening With..., La Trastienda Club, Buenos Aires, Argentina

Greg Dulli og Mark Lanegan: An Evening With..., La Trastienda Club, Buenos Aires, Argentina

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Konceptet plejede at have et navn, og det plejede at have sit eget tv-program. Live-udgivelserne, der altid fulgte med, plejede at være sikre storsællerter: Godt dobbelt så mange amerikanere ville i '94 hellere have Nirvana med et mærkat fra The Real World-institutionen på coveret, end de året forinden ville have "In Utero". Alle tog rocken til sig, så længe udgivelsens kendingsmelodi var "MTV Unplugged".

Den ligger derfor lige til højrebenet. Med hver deres respektive Sub Pop-fortid synes det oplagt, at Greg Dulli og Mark Lanegan nu udvider succesen med The Gutter Twins til at inkludere en stribe organiske koncerter. For selv om sloganet anno det 21. århundrede godt nok lyder "an evening with", er konceptet stadig det samme som under musikkens økologiske storhedstid i 90'erne.

Simpelt og sort og en skidt start
Og det var et kultiveret The Gutter Twins, der denne vinteraften aften lagde vejen forbi 300 argentinske publikummer. Dulli synger og akkompagnerer med henholdsvis guitar samt piano, mens Lanegan (fandeme!) synger. Med sig på den såkaldte "Stripped Down in the Gutter"-tour har de desuden medbragt Dave Rosser på assisterende akustisk guitar. Lige så dyster som musikken fra rendestenen er, og lige så simpel som koncertens opsætning var med tre stole, et piano, en sval belysning og ikke meget mere, var de alle tre klædt i ordinær sort. Lad sjælesygen tage fat.   

Og det startede ganske forrygende med en dejlig delikat coverversion af Vetivers "Belles", som kunne findes på duoens digitale ep fra sidste år, "Adorata". Herefter gik det momentvist forunderligt hurtigt ned ad bakke med to meget flade versioner af de ellers formidable rockballader "God's Chrildren" og "The Stations", hvis akustiske kompositioner var kedelige og blottet for emotionel indlevelse - der blev ikke givet rum til melankolien, og man sad tilbage uberørt. En kort passage af Bob Dylans "All Along The Watchtower" virkede dog som en morsom afsluttende hale på "God's Children".    

Den bedste vokal i rock og rul i dag
Men det var heldigvis kun for en kort tid, at tungsindigheden ikke var til at føle. Det forrygende samspil de to vokaler imellem var ladet med indbyrdes forståelse, og kunne ikke andet end at forplante sig hos det samlede publikum. En perfekt udgave af Screaming Trees' "Sworn & Broken" fra det hedengangne grungebands '96-mesterværk, "Dust", gav publikum fuld valuta, og kort tid efter blev der gjort plads til alverdens nederdrægtighed med en perfekt udgave af Lanegans egen "Resurrection Song".    

Dulli er unægtelig den musikalske force i The Gutter Twins, mens Lanegan dog sidder inde med makkerparrets ultimative våben i form af hans vokal. Og Lanegan gør det, han nu engang gør, og denne aften gjorde han det med sædvanlig imponerende styrke. Han beviste endnu engang, hvorfor han er en af de stærkeste stemmer i rock og rul i dag.  

Mangel på overraskelser og intimitet
Men det kunne have været rart med en større legesyge. Hvorfor ikke være 100 procent kompromisløs og smide en total blottelse af vokalerne ind i sættet i form af lidt a cappella? Lanegan var godt nok i et særligt lunt hjørne, da Dulli fik ham til at gentage, "lemonade, that cool refreshing drink" med et smil på læben og et glas limonade ved hånden, men der manglede flere overraskelser i sættet. Der dukkede dog flere gode farisæernumre op i form af blandt andet "Sunrise" samt "The River Rise" fra Lanegans solokarriere.

Højdepunktet dukkede op som aftenens sidste nummer, hvor Dullis mundharmonika spillede op til en fuldfed version af Bukka, Whites delta blues-sang "I am in a Heavenly Way". Her fik publikum taget til at løfte sig og end ikke Lanegans ellers solidt placerede enorme hænder kunne lade være med at tromme løs på knæene.

Og det er vel det, en aften som denne også bør bringe med sig - en smule familiær intimitet band og publikum imellem. Det blev det kun meget kortvarigt til. Selv Cobain og Staley var mere udadvendte og syntes varmere under deres respektive unplugged-koncerter i sin tid.

Men til trods for det blev der stadigvæk leveret fremragende fortolkninger af fremragende sange. Og det er jo det, det i sidste ende kommer an på.

Greg Dulli og Mark Lanegan tager deres nedtonede sange med til Vega på fredag d. 17. Der er stadig billetter at få til koncerten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA