x
Discovery: LP

Discovery
LP

Discovery: LP

GAFFA

Album / XL / Playground
Udgivelse D. 14.07.2009
Anmeldt af
Thomas Borre

Der er dømt skamløs smittende pop, elektroniske konceptioner og læssevis af autotunede vokaler, når Rostam Batmanglij (tangentspilleren fra Vampire Weekend) og Wes Miles (sanger i Ra Ra Riot) folder sig ud som duoen Discovery. Deres eksplorative projekt har ulmet siden sommeren 2005, og forløsningen på studieanstrengelserne er ganske charmerende. Der er nemlig noget herligt uhøjtideligt over de musikalske løjer på LP, der ublufærdigt citerer alt fra Hot Chip til Kanye West, fra Aphex Twin til Michael Jackson. Sidstnævnte hyldes i øvrigt på belejlig vis på det frække remake af The Jackson 5's eminente I Want You Back. Discovery behersker oftest lige akkurat den magiske balance mellem kedelig kitsch og kløgtig kunst: Det er skægt og farverigt uden at være latterligt og parodisk, medrivende og melodisk uden at være sødmefuldt og populistisk. Af og til går autotuneren dog lige lovlig meget i selvsving, men selvom Discovery indimellem falder gennem isen, så er det det hele værd, for duoen binder fantasifuldt trådene sammen og skaber et medrivende og særdeles troværdigt univers.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA