x
Leela James: Lille Vega, København

Leela James, Lille Vega, København

Leela James: Lille Vega, København

Anmeldt af Anna Reumert | GAFFA

Da den opvarmende DJ bød et forventningsfuldt, om end kun halvfyldt Lille Vega velkommen med en kavalkade af Michael Jackson-hits, kunne man frygte, at var scenen sat til en aften i "back to the classics"-nostalgiens tegn. I kraft af at aftenens trækplaster, den L.A.-baserede, 26-årige soulsangerinde Leela James tidligere på året udgav et udelukkende cover-baseret album, betitlet "Let's Do It Again", efter at have været mere eller mindre sunket i jorden siden sit særdeles lovende debutalbum "A Change is Gonna Come" fra 2005, lod det til, at den ellers talentfulde sangerinde sad fast i en "den svære toer"-fase. Al tvivl blev dog trådt til skamme, så snart koncerten gik i gang.

Allerede før James viste sig fysisk på scenen, rungede hendes skærende, vidunderligt stærke stemme ud over den jublende sal; her var en kunstner, der ikke er interesseret i lir eller facade. Musikken var i fokus - serveret så personligt og intenst, at publikum fik rustet godt og grundigt op i krop og sjæl allerede fra første skæring, den symbolsk titlede "Long Time Coming". Flankeret af et tight svingende band (guitar, trommer, keyboard, kor og bas) og med ordene "Good evening Copenhagen, I'm Leela James" indtog sangerinden scenen afslappet klædt i jeans, hvid undertrøje, en enkelt guldkæde - og et afrohår så imponerende, at hvert hårstrå havde sit eget show og dansede til instrumenternes rytmer.

Soul til at tage og føle på

Med tiden har den rene vare indenfor soulmusik, tråden fra læremestre som Marvin Gaye og Donny Hathaway, fortonet sig til fordel for mere eller mindre identitetsløse metervareproduktioner, ofte fremført af ungmøer med solariebrune lamselår. Mener nogle. Men før man skærer al ny soulmusik over én kam og kasserer den som kommerciel, er det værd at kaste et blik på en række af de kvindelige afroamerikanske sangerinder, der har prydet scenen det sidste årti. Siden Jaguar Wright udgav sit veltitlede album "Divorcing Neo to Marry Soul", som et opgør med den såkaldte neosoulbølge, og India.Arie sang "I'm not the average girl from the video", har flere stærke femina haft samme dagsorden. Leela James' ønske om at træde et skridt tilbage og mindes 60-70'ernes musik, dengang soul stadig lugtede af sjæl, sved og tårer, er således ikke enestående eller videre original. James' musik rummer ikke et særlige kendetegn som Erykah Badus eksperimentelle lyd eller Alicia Keys' ømme klaverspil, men tilgengæld har hun sit nærvær, hvilket i liveform er en lige så stor styrke. Sjældent har man oplevet en mere intens kunstner bryde igennem lydrammerne og række ud over scenekanten.

James og hendes band var i besiddelse af den helt særlige evne til at improvisere vildt og længe, men aldrig kede eller miste fokus. Det funky uptemponummer "Good Time" gled flydende over i den mere sexede, riffbaserede "Baby I'm Scared of You", der dog til sidst skejede ud i en rocket guitarsolo, man måske nok kunne have ønsket sig en anelse kortere. Men det beat, det sad der sgu. Dernæst gav James sit bud på det ellers lidt opbrugte 90'er-hit "Don't Speak" af No Doubt og demonstrerede, hvordan man omdanner et minimalistisk komponeret pop-rock nummer til et flerstemmigt gospelkor med en hjertens masse smerte - og holder stilen. James insisterer på, at alle - band såvel som publikum - er lige vigtige parter, og bremsede flere gange under koncerten op midt i en vild frasering, hvis hendes blik fangede en gæst, der ikke bevægede hofterne "the way I need you to". Efter få numre var festen dampende hed, og 1/4 af salen havde forladt gulvet for at ryste deres skandinaviske korpus godt igennem side om side med James & co til "It's Alright". 

Med booty, med beat

Leela James forstår ikke bare kernen i soul; hun ønsker også at sprede budskabet (og uden at blive belærende, vel at mærke). Da hun hviskende reciterede "music, music" som introduktion til dette vidunderligt groovy hit, kom musikkens soul for alvor til live og man forstod, hvorfor det engang gav mening at kalde genren rhythm&blues. "Can't go back to yesterday, but let's just throw the thongs away" sang Leela James og beviste endnu engang, at hun har mere booty og mere beat end hele den amerikanske r&b-industri tilsammen.

Efter et kort intermezzo, hvor samtlige bandmedlemmer forlod scenen og det ellers begejstrede publikum et øjeblik småpanikkede ved tanken om en allerede endt koncert, trådte James selvfølgeligt og selvsikkert tilbage på tronen, denne gang til tonerne af den mere nedtonede og ganske smukke "Simply Beautiful", hvor rislende trommewhiskers og en gyngende bas assisterede hendes seje vokal. Leela James' stemme er umulig at ignorere - den insisterer, intimiderer, krasser i overfladen og prikker hul helt ind til kernen. Men hun står aldrig stille - James er nede i knæ, højt på tå, ude på dansegulvet og videre til verdens ende, som hun skriger, kæler og river sig gennem sine sange; hun er på.

Forandring?

På trods af James' umiskendeligt kvindelige attributter kan hun sine steder lyde næsten maskulin. Jeg fik associationer til hendes navnebroder, James Brown og hans funkadeliske "Get up (Sex Machine)", som sandsynligvis ville brage lige igennem med fuld drøn på i Leela James' version. En anden gang, måske. Denne aften endte en ellers gennemsvedig koncert lidt for brat med "Tell Me You Love Me", hvor en velsyngende keyboardspiller gav sit besyv med, efterfulgt af en udfadende jamsession. Her savnede jeg en anelse mere snor såvel som kreativitet i de lange guitar- og trommesoloer.

Fornyelse er nu og da, hvad Leela James mangler for at nå videre fra sin afrodisiaske, hamrende godt swingende soul og nå helt derop, hvor vi virkelig kan tale om en forandring. Indtil da swinger jeg nu gerne med på hendes nuværende, tårnhøje niveau.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA