Wild Beasts: Two Dancers

Wild Beasts
Two Dancers

Wild Beasts: Two Dancers

GAFFA

CD / Playground Music
Udgivelse D. 07.09.2009
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Kun lidt over et år efter udgivelsen af debuten Limbo, Panto er de vilde britiske bæster fra Kendal klar med en opfølger. Og hvilken opfølger. Her er virkelig tale om en plade af et band, der ikke har tænkt sig at gå på kompromis med sine idéer, eller måden hvorpå de skal føres ud i livet.
Atter er Hayden Thorpe mand for at agere musikalsk anker i en række forrygende uforudsigelige pop-rock-indie-elektro-numre, der er så mange-facetterede, at det er en fryd at lægge øre til. Det ene øjeblik nikker man med på et beat for det næste at nynne med på en finurlig guitarmelodi-bid, før man hvirvles ind i svulmende synthflader og prøver at følge med i Thorpes tekster.
Wild Beasts er på mange måder en herligt utæmmet affære, hvad sangstrukturer angår, og Two Dancers er lyden af musikalske grænser, der splintres i tusindvis af symfoniske stykker, uden at sangene lider overlast. Så længe kvaliteten opretholdes skal de unge briter endelig fortsætte med at udgive albums med et år eller mindres mellemrum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA