x
Spleen United: G! Festival, Gøta, Færøerne

Spleen United, G! Festival, Gøta, Færøerne

Spleen United: G! Festival, Gøta, Færøerne

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Hvordan indfanger man færingers opmærksomhed til Spleen Uniteds dybfølte, synthbårne univers på en effektiv måde? Hvordan får man dem i gang? Det kunne sagtens have været blandt samtaleemnerne for drengene, inden de sent torsdag ved midnatstid skulle indtage festivallens største scene.

Hvis det var en udfordring, lykkedes det. Lige fra det første nummer - ”High Rise” - blev sparket i gang holdt d’herrer fast i kraven på tilskuerne. Særligt forsanger Bjarke Niemann ruskede igennem med energiske råb som ”Kom nu!” og ”Er I med?” De andre bandmedlemmer supplerede hinanden sublimt og byggede numrene op, så folk aldrig fik fred, men i stedet svarede ved at hoppe, ride på skuldrene af hinanden eller danse.

”My Tribe” med Kasper Nørlunds staccato-hoppende pegefingre på sampleren kørte folk ud på motorvejen, og kort efter røg tilskuerne også i overhalingsbanen med tre nye numre, der syntes perfekte at implementere denne aften frem for i Danmark. Dels fordi der teoretisk er flere på Færøerne, der ikke kender bandet så indgående, og derfor vil være lige så modtagelige for de tre nye numre som for resten. Dels fordi de bare kompositorisk passede godt ind i en setlist, der var godt skruet sammen, om end det kunne have været interessant også at høre den tempofyldte ”My Jungle Heart” et sted undervejs.

De nye numre var ”Sunset To Sunset”, der ramte som et maskingevær, ”Rosenthal”, der tidligere har gået under arbejdstitlen ”Skate Song” og den længere, tunge ”Loebner”, som på flere måder også vil kunne indarbejdes i et svedigt dj-set.

Koncerten blev forsinket med 25 minutter, og man kunne i starten frygte, at gruppen endnu engang var blevet hjemsøgt af de tekniske problemer, som tidligere i en periode skabte store problemer for bandet. Sagen var dog en anden i dette tilfælde. En lille scene gjorde det umuligt at stille grej op, før aftenens tidligere akt ”200” var gået af, og derefter var det ikke muligt at nå at blive færdige til klokken 00. Forsinkelsen gjorde beklageligvis, at der ikke blev plads til det nye nummer ”Pumphouse Shiraz/Syrah” blandt ekstranumrene, fordi drengene blev tvunget af scenen, idet lovgivningen ikke tillader støj i området sent torsdag.

Koncerten varede hen ved 50 minutter – kun lidt kortere end ventet – og blev et bevis på, hvor intenst dette band kan gøre det. Barberet for den ellers tro Kraftwerk-agtige lys-rundbue bag sig, men tilsat klar og udmærket lyd, som kun én gang ikke slog til. Store dele af ”Rosenthal” blev desværre præget af en rungende effekt, der forringede oplevelsen.

”Det er ikke hver dag man får lov at spille for sådan en udsigt her,” proklamerede Bjarke Niemann hen imod slutningen af koncerten. Men hvor ofte er der så udsigt til, at nogen spiller så lige lovligt intenst som denne nat? Med publikum som passagerer hele vejen. Mest i overhalingsbanen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA