x
Joe Bonamassa: Train, Århus

Joe Bonamassa, Train, Århus

Joe Bonamassa: Train, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Kære læser, jeg må lige begynde med en tilståelse: Jeg er ikke den helt store bluesekspert, men GAFFAs største af slagsen, i hvert fald i Århus, Henrik Friis, holder velfortjent sommerferie. Derfor måtte det lettere kvalaleri drage ud, da den store amerikanske bluessanger, -sangskriver og ikke mindst -guitarist Joe Bonamassa lagde vejen forbi Train.

I dag 32-årige Bonmassa albumdebuterede i 2000 og markerede sig hurtigt som et af de helt store, unge, hvide blueshåb, og den position har han bevaret og udbygget lige siden med flere album på toppen af Billboards blues-hitliste. Train var da også udsolgt til en aldermæssigt blandet skare, herunder flere børn, dog ifølge med voksne.

Bonamassas succes skyldes først og fremmest hans teknisk ekvilibristiske og meget hurtige guitarspil, og det fik vi masser af eksempler på allerede fra første nummer, "Had To Cry Today", der blev igangsat på slaget 20. Alle Bonamassas sange denne aften indeholdt mindst to guitarsoloer, én i mellemstykket og en i outroen, og ofte fik begge soloer lov til at brede sig over adskillige minutter. Også noget længere end på de respektive studieudgaver, og med masser af tapping og effekter og indlagte pauser, hvor publikum kunne juble.

Mod slutningen af koncerten, i "Just Got Paid", inddrog Bonamassa sågar en theremin, som han fik til at hyle en slags svar på hans vilde løb på gribebrættet - respekt! I øvrigt spillede Bonamassa her på en Gibson Flying V-guitar i bedste heavystil, og sangen er da også en af hans tungere sager, men ellers var det mest en Gibson Les Paul, som Bonamassa betjente - eller rettere en tre-fem stykker, som han skiftede mellem, så han ikke skulle spilde tid med at stemme. Vi fik dog lige et akustisk pusterum i "Woke Up Dreaming", selvom Bonamassa dog også fik den akustiske guitar til at larme en hel del med sit mildt sagt aggressive, percussive spil.

Det meste af tiden swingede det ganske fedt, uanset om der var tale om Bonamassas tungere, smågroovy sange eller hans ballader, som i sammenligning med så megen anden blues er forholdsvis klichéfattige. Bonamassa er dog ikke helt så stor sanger eller sangskriver som guitarist, så i længden meldte monotonien sig diskret, men sikkert. Det trak også lidt ned, at Bonamassa var iført solbriller under hele koncerten, indtil ekstranumrene. Den slags er altså ikke cool, rockstjerne eller ej - overlad det til Stevie Wonder. Til gengæld var det underholdende at se Bonamassa skære grimasser og kigge mod himlen under de høje toner i guitarsoloerne, og både frontmanden og hans habile band på bas, trommer og keyboards så også ud til, at de hyggede sig.

Med andre ord en ganske underholdende, om end ikke ligefrem uforglemmelig aften i selskab med en veritabel mester på de seks strenge.

Joe Bonamassa spiller på Posten i Odense 30. juli

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA