x
Antony And The Johnsons og DR Underholdnings Orkestret: DR Koncerthuset, København

Antony And The Johnsons og DR Underholdnings Orkestret, DR Koncerthuset, København

Antony And The Johnsons og DR Underholdnings Orkestret: DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Simon Boertmann Brüel | GAFFA

Ideen er oplagt: Antony Hegartys smukke stemme og storladne, patosfyldte musik er på papiret oplagt at parre med store symfoniorkestre i smukke koncerthuse. Og der er egentlig ikke nogen fingre at sætte på det til lejligheden minimerede Antony and the Johnsons' møde med DR UnderholdningsOrkestret i DR's nye koncerthus. Antony sang som altid rent, orkestret spillede ligeledes smukt, og akustikken i den omstridte koncertsal var fin og klar. Alligevel havde de omtrent 40 musikere på scenen svært ved at fastholde taget i denne anmelders koncentration under den knap to timer lange koncert.

Dertil fik Antony simpelthen ikke nok ud af muligheden for at udsætte sine rørende sange for den store lyd, de mange strygere og blæsere kan præstere. Man blev aldrig for alvor naglet til sædet og grebet om hjertet under de klimakser, mange af Antony Hegartys bedste sange indeholder, og det er underligt at sidde så tæt på så stort et orkester og synes, at lyden er lidt tynd i det.

Samtidig virkede Antony selv i begyndelsen nærmest lidt nervøs eller ukoncentreret i sine fraseringer. Han sang sig dog varm, og på den afdæmpet rørende "Another World" gav det store orkesters tilstedeværelse pludselig mening. Under Antonys rene og fyldige vokal var de knap 30 strygere arrangeret i dystre flydetoner, der undervejs blev lysere og mere kraftfulde og dermed på én gang understregede og kontrasterede sangens melankoli.

Koncerten var domineret af sange fra Antony and the Johnsons' seneste - og svageste - album "The Crying Light". Der er der for så vidt ikke noget mærkeligt i, men det var svært ikke at savne perler som "The Lake", "Hitler in My Heart" eller "Fistful of Love" fra Antonys bagkatalog, når koncentrationen og blikket begyndte at vandre rundt i den smukke koncertsal i stedet for at være rettet mod scenen. To af hans smukkeste øjeblikke, "I Fell in Love with a Dead Boy" og "Cripple and the Starfish" kom han dog ikke udenom, og de kan stadig få hårene til at rejse sig - alene i kraft af deres melodiske styrke - men at lytte til dem i aftes vækkede samtidig en frustreret følelse af, at netop disse sange kunne være blevet så meget mere på aftenen, hvis Antony og DR UnderholdningsOrkestret havde lukket op for sluserne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA