x
Life Of Agony: Train, Århus

Life Of Agony, Train, Århus

Life Of Agony: Train, Århus

Anmeldt af Roy Fogde | GAFFA

Det er en underlig tanke, at det efterhånden er hele 16 år siden, undertegnede først stiftede bekendskab med amerikanske Life Of Agony. Dengang brugte jeg store dele af min tid på at finpudse mine evner ud i ”Mario Cart” på Super Nintendo, mens Life Of Agony havde travlt med at opfinde en underlig hybrid imellem New York Hardcore og noget mere emotionelt. Nogle ville måske kalde det startskuddet på det, vi i dag kalder Emo, mens andre nok vil påstå at de bare er et metalband med vedkommende tekster.

Den slags genre-snak er dog i høj grad akademisk, når først musikken spiller, og der blev i høj grad spillet musik med både muskler og sjæl på en ellers grå tirsdag aften i Århus. Kvartetten gik fra første strofe tilbage i bagkataloget, med titelsangen fra debutpladen "River Runs Red", som sidste år fejrede 15 års jubilæum.

Ord som ”I got the razor on my wrist, 'cause I can't resist”, bør ikke nødvendigvis imødekommes med jubel, når man tager i betragtning, at de kommer fra en mand, der har haft et svingdørs-forhold til psykiatriske institutioner, som tilfældet er hos forsanger Keith Caputo. Men hos et velbesøgt Train blev de alligevel mødt med en begejstring, der vidnede om, at folk var velbevandrede i bandets bagkatalog, med hvad dertil hører af selvudleverende tekster.

Og der var i høj grad fokus på debutalbummet koncerten igennem, hvilket både medfører plusser og minusser; sange som ”This Time”, ”Method of Groove” og ”Through and Through” har uden tvivl status som klassikere i LoA-regi, men bandet har også i de efterfølgende år flyttet sig så meget fra hardcore-genrens hæmmende begrænsninger, at man ikke kan undgå at føle at gå glip af noget, når glimrende og mere eksperimenterende albums som ”Ugly” og ”Soul Searching Sun” mestendels forbigåes i tavshed.

Under en sang som ”Weeds”, fra sidstnævnte plade, livede Caputo nemlig gevaldigt op, hvilket måske har at gøre med sangens uomtvistelige kvalitet, men måske også fordi den er er tættere på, hvad han brænder for i dag. For mens resten af bandet gav den gas, og lignede de arketypiske hardcore-Brooklyn-lømler (helt ned til bassisten Alan Roberts Donnie Brasco-hat), virkede Caputo i koncertens første halvdel lige så apatisk som en zenbuddhistisk ko på en pløjemark i Indien. Jeg skal ikke gøre mig klog på mandens medicinale tilstand du jour, men der hersker ingen tvivl om, at han befinder sig på et mere psykedelisk plan end de resterende tre medlemmer.

Hvad Caputo i starten manglede af intensitet og indlevelse, blev der dog gjort delvist op for imod koncertens slutning, hvor den diminutive sanger beviste, at der bag hans, på dagen, stille facon, gemmer sig en fænomenal stemme, som har evnen til at stikke dybt ned i både hans og publikums sjæl. Det gør dog desværre ikke op for en noget uforløst optræden, som desværre aldrig nåede de højder, som man kunne fornemme bandets evner og bagkatalog rækker til. Og det er synd og skam, for bandet fik ellers langsomt arbejdet sig frem imod et klimaks, som af mystiske årsager udeblev, da de trods publikums insisterende opfordringer ikke kom ud til et ekstranummer.

Sangen ”Underground” satte dermed et lidt for tidligt punktum for en koncert, der understregede, at albummet "River Runs Red" absolut stadig har sin berettigelse, og bør være tvunget pensum for alle folk, der overvejer ”Emo” som en livsstil. Men koncerten beviste dog desværre også, at Life Of Agony anno 2009 spiller de sikre kort, og mister lidt af de eksperimenterende elementer, der gjorde dem til så enestående et band i slutningen af halvfemserne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA