x
Simple Minds: Lunden, Horsens

Simple Minds, Lunden, Horsens

Simple Minds: Lunden, Horsens

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Tilbage i 80'erne lå skotske Simple Minds på et tidspunkt og kæmpede med U2 og Pink Floyd om at være verdens største stadionrockband. Pink Floyd gik siden hver til sit, mens Simple Minds tabte kunstnerisk og kommercielt terræn og dermed overlod førertrøjen til U2, som har båret den siden - på det seneste med en smule konkurrence fra Coldplay.

Simple Minds er dog ingenlunde gået helt bag af dansen. Sidste år turnerede de med succes med et 30 års jubilæumsshow under titlen "30 Years Live - playing "New Gold Dream" and greatest hits". En turné, som lidt forsinket nu - i hvert fald at dømme efter plakaterne - var nået til Danmark. Nærmere betegnet den smukke Lunden i Horsens, hvor cirka 4000 personer var mødt frem og dermed fyldte parken ud en skøn sensommeraften. Altså en slags intim stadionkoncert på en amfi-lignende scene, der gav alle fremmøde godt udsyn til scenen.

Opvarming: Cleo Malone (****)
Inden Simple Minds skulle vi dog lige have 45 minutters opvarmning ved den københavnske kvintet Cleo Malone. Gruppen spiller en slags guitarpoprock med tydelig britisk inspiration og hele to skiftende leadvokalister og tre guitarister. Sine steder er sangene enkle og poppede, andre gange tunge, småstøjende og en smule pompøse og ofte med ubesværede overgange fra mere energiske til mere afdæmpede passager i hver sang. Samspillet hos den unge gruppe er bestemt i orden, selvom sangskrivningen måske kunne være skarpere. Men samlet set et absolut lovende udtryk, som da også fik pæn applaus fra publikum.

Simple Minds (****)
Simple Minds har gennem årene gennemgået nogle udskiftninger, men kernen i bandet er stadig de to eneste oprindelige medlemmer, sanger Jim Kerr og guitarist Charlie Burchill. Og især førstnævnte var yderst veloplagt. Allerede fra åbningsnummeret, det pompøse, energifyldte og arketypiske Simple Minds-firsernummer "Waterfront", havde han gang i opfordringer til fællessang og -klap, og det aldersmæssigt meget blandede publikum var klar.

Kerr har mistet en anelse af stemmens tidligere fylde, men klarer sig dog hæderligt, og det samme kunne man sige om Charlie Burchill, der dog ikke var helt så hurtig på strengene som i storhedstiden i firserne. Desværre var hans tydeligvis The Edge-inspirerede, krystallinske guitarlyd meget svær at høre foran scenen, men gik man ud i siderne, gik den klart igennem.

Den forholdsvis unge bassist Eddie Duffy gjorde også en god figur - både musikalsk og ikke mindst attitudemæssigt, hvor han førte sig frem alleryderst på scenen med læderjakke, rock'n'roll-hår og poseringer, som var han med i The Strokes. Noget af en kontrast til de midlaldrende og mere afslappet klædte Kerr og Burchill. Bag de tre var den mangeårige trommeslager Mel Gaynor og den nyere keyboardspiller Andy Gillespie habile, men ganske anonyme.

New Gold Dream - og så ikke helt alligevel

Jim Kerr & Co. fortsatte med endnu en firserklassiker, "I Travel", og tog så et smut frem til "Stay Visible" fra 2005-albummet "Black & White 050505". Herefter var vi tilbage i firserne med "Love Song". Dér blev vi, ikke overraskende, det meste af koncerten, men modsat hvad reklame-plakaterne lovede, var der langtfra tale om en gennemgang af det klassiske "New Gold Dream"-album fra 1982 - Simple Minds' hidtil største albumhit. Faktisk fik vi kun tre sange herfra undervejs i koncerten, der altså tangerede falsk markedsføring. Medmindre det selvfølgelig var sangen "New Gold Dream", der blev tænkt på...

Simple Minds har dog også et helt nyt album på gaden, "Graffiti Soul", der faktisk er noget af det bedste, de har lavet siden begyndelsen af 90'erne - selv om, eller måske rettere fordi det er så åbenlyst en tilbagevenden til bandets karakteristiske storladne højlands-poprocklyd fra firserne. Herfra fik vi undervejs først tre numre i træk og siden et mere, som ekstranummer. Og de gled faktisk udmærket ind i sammenhængen og fik ikke koncerten til at miste momentum i nævneværdig grad, selvom sangene ikke just er storhits.

Største publikumstræffer var selvsagt kæmpehittet "Don't You (Forget About Me)", som udløste masser af fællessang. Sangen dukkede op midtvejs i koncerten, og herefter syntes stemningen at have toppet. Humøret var dog hele tiden højt både på scenen og nede blandt publikum, helt indtil Simple Minds lukkede og slukkede med deres ikke særlig originale fortolkning af Van Morrisons "Gloria". Personligt ærgrede jeg mig lidt over, at de ikke spillede den smukke, folkemusikalske ballade "Belfast Child" eller hele "New Gold Dream"-albummet, som plakaterne jo ellers stillede os i udsigt. Ellers var det en ganske fin aften - dog bedst, hvis man havde taget firsernostalgibrillerne på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA