x
The Ting Tings: Beatday, Store Scene, Valbyparken, København

The Ting Tings, Beatday, Store Scene, Valbyparken, København

The Ting Tings: Beatday, Store Scene, Valbyparken, København

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Denne eftermiddagskoncert med den dynamiske britiske duo, som The Ting Tings er, begyndte med en klaverdrevet udgave af We Walk, hvor Jules De Martino stod bag tangenterne. Loop-pedalen, som er et af duoens varemærker, sættes derefter til, og De Martino indtager sin vanlige plads bag trommerne med en guitar i hænderne. Således bygges nummeret op, og sangen begynder for alvor at tage form idet Katie White drøner ind på scenen. Sprælsk og veloplagt. De to serverer en sprød og lækker udgave af nummeret, der faktisk gør sig bedre end den ellers fine album-version.

“We have one request for you on this beautiful day, and that is to fucking dance”, lyder det fra White, der udstyret med en guitar sparker gang i Great DJ, der fornemt viser hvordan duoen udnytter deres minimalistiske opstilling optimalt og leverer popmusik af høj karat. Desværre er det så som så med reaktioner fra publikum, der for de flestes vedkommende enten sidder ned eller står ganske stille, og Katies opfordring til dans og fest imødekommes ikke. Dertil er det nok endnu for tidligt på dagen og promillen er for lav.

“This next song is called Fruit Machine and this here is a loop pedal.” Sangen leveres overbevisende og med masser af energi, men trods adskillige anstrengelser fra bandets side, er og bliver publikum desværre lidt døde i sværen, og man kan ikke lade være med at forestille sig den fest det kunne have været, hvis Ting Tings  havde spillet for et mere veloplagt crowd. Heldigvis synes duoen langt hen ad vejen at være upåvirkede af det stillestående/-siddende publikums mangel på indlevelse i musikken, og energien på scenen er i top.

Traffic Light får et lidt carbaretagtigt præg over sig, og den lidt forsigtige levering af nummeret gør ikke noget godt for feststemningen. Det bliver der imidlertid rådet bod på med Be The One, hvor der kommer anderledes percussive boller på suppen, og tempet skrues i vejret. Shut Up And Let Me Go leveres kantet og huggende med begge bandmedlemmer hamrende på hver deres stortromme efter breaket. Oveni får vi også en gang koklokke, og instrumentet har ærligt talt ikke lydt så godt siden Rage Against The Machines Killing In The Name Of og Township Rebellion.

Koncerten afsluttes med That’s Not My Name i en udgave hvor trommerne dundrer derudaf, og Katie White er begyndt at lyde lidt træt i stemmen. De trækker den dog i land og alt i alt, har det været en flot præstation fra et band, der har sine slagkraftige indie-pophymner på plads og bestemt fortjener et større og mere engageret publikum, end tilfældet var denne fredag eftermiddag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA