x
Wolfmother: Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Wolfmother, Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Wolfmother: Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

At se Wolfmother optræde indbyder typisk til tanker om energiudladninger, soloudfoldelser og jammende sangforlængelser - nogle gange udi ekstreme længder. Denne koncert var ingen undtagelse om end deres jams denne gang blev holdt i stram snor, og drengene dermed udviste lækker balancegang mellem på den ene side at række ud over scenekanten og holde publikum i gang, på den anden side at demonstrere, hvor dygtige de rent faktisk er.

Siden forsanger Andrew Stockdale i august 2008 brød med sine to med-grundlæggende bandkolleger, bas og keyboardspiller Chris Ross og trommeslager Myles Heskett, har Wolfmother-konceptet taget en ny drejning. Han har ikke bare samlet en ny lineup - nu på fire i alt; Wolfmother har også evnet at dreje deres liveperformance i en ny mere moden retning.

Undertegnede husker tydeligt Wolfmother-koncerten for godt tre år siden på Roskilde Festivalen, hvor storhits som "Woman" og "Dimension" samt "White Unicorn" satte dagsordenen. Pointen er ikke disse kvalitetsnumre, som de spillede igen. Snarere, at gu' var det fandenivoldsk og hidsigt dengang, men det var også mere introvert nørdet fra den kære forsangers side. På den der måde, hvor han udfoldede sit talent, men bare endnu ikke havde den fornødne evne til at nå ud over scenekanten og tvinge publikum med sig. Det evner han derimod nu.

Der blev kælet for publikum. Fremgangsmåden var en god sætlisteblanding af gammelt materiale, og hvad vi spændende kan vente os på Wolfmothers andet album, der udkommer i oktober. Mest iøjnefaldende var de infernalsk velplacerede og mellemgulvsrammende guitargange – og gentagne soloer. Samt en tight og ekstremt velspillende Dave Atkins på trommer, der ikke blot lagde bunden for sine bandkollegers udfoldelser, han beviste også sine evner med talrige smukt udførte temposkift, og nærmest guidede drengene sikkert på vej. Han kastede sig kun sjældent over deciderede soloer, men sendte alligevel - særligt på det nye nummer "California Queen" - tankerne i retning af Joey Castillo fra Queens Of The Stone Age.

"Colossal" var et primaeksempel på, hvad drengene evner. Efter en længere soloholdig fremførelse endte Andrew Stockdale flyvende energisk nede foran publikum med flere publikumsarme i trøjen. Nummeret var egentlig bragt til ende, men så satte hr. Stockdale atter i gang med sangens indledning fra publikumsrækkerne, som var det en øver eller en date med publikum, hvor han vidste præcis, hvad de ville have.

På den anden mere balladeprægede front nåede vi også omkring den eminente "Mind's Eye", hvor fællesklap på omkvædet fik teltet til at løfte sig og sangens faser demonstrerede udtalt ekvilibrisme - som i teknisk dygtighed forstås - hos alle fire på scenen.

Vi blev taget på tur til the Doors-agtige syrestykker, med forbi det velkendte signaturblend af Led Zeppelin og Black Sabbath og fik tilsat en overflade af næsten at være elev i Jimi Hendrix' guitarskole. Her tænker overtegnede særligt på elementer under "Dimension". God gedigen tung rock trukket op til nutidig fortolkning på en måde, der fik hovederne i salen til at gynge. Sådan.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA