Doves: Øyafestivalen, Oslo

Doves, Øyafestivalen, Oslo

Doves: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Nikolaj Jonas Koch Nielsen | GAFFA

Sent om eftermiddagen gik de engelske Manchester-drenge Doves på scenen. De fire musikere indtog pladserne ved deres respektive instrumenter, parate til at fylde Sjøsiden, som scenen hedder, og dens publikum med deres melankolske og sorgfulde repertoire. Dog var det som om, at de engelske duer ikke helt turde flyve ud i det fri med det samme. I første nummer var der problemer med Jimi Goodwins manglende lyd fra bassen, som han ihærdigt forsøgte at fortælle sine bandkammerater og sceneteknikere om, ved hjælp af fagter, men som ingen tilsyneladende opdagede. Pludselig var der dog hul igennem til de dybe bastoner, og koncerten kunne komme ordentlig i gang.

Williams-tvillingerne
Alligevel var det, som om der manglede noget energi mellem de lange toner og halvdystre tåger af guitareffekter fra Jez Williams, og det hjalp heller ikke synderligt meget på det, at hans tvillingebror, Andy Williams, til tider så både nervøs og træt ud bag trommerne.

To tredjedele inde i koncerten var de dog blødt lidt mere op, og Jimi Goodwin forsøgte sig med mere kontakt til publikum, som ikke rigtig lod til at forstå ham. Faktisk var der drysset nogle væk, og andre stod bare og snakkede og virkede til at have tonerne fra Doves som baggrundsmusik, hvilket deres koncert også passede glimrende til.

Jimi Goodwins energi var ikke nok
Hen mod slutningen af koncerten, som hele vejen igennem føltes som én konstant akkord trukket i langdrag og pyntet med lidt effekter og et par halvgode guitarsoloer fra Jez Williams, kom de endelig til sidste nummer, ”There Goes The Fear”. Her fik publikum igen at mærke, at der manglede noget, og denne gang kom man tættere på, hvad det kunne være. Den ellers energiske og dygtige bassist Jimi Goodwin begyndte med store fagter at fortælle, at hans bas ikke stemte, og at de andre skulle vente med at begynde. Ingen af bandets øvrige medlemmer lagde mærke til det, og de måtte stoppe nummeret, da der pludselig ikke var nogen baslyd.

En kedelig oplevelse
Manchester-duerne fløj lavt og kunne alligevel ikke finde hinanden. Til tider fandt de lidt ud til publikum, men deres indadvendte flakken, dårligt producerede live-lyd og manglende magi bandet imellem gjorde det desværre ikke muligt at finde ind til hjertet i deres ellers storslåede og smukke musik. Var koncerten på Øyafestivalen første møde med Doves, så er der stor sandsynlighed for, at det også var det sidste. For andre der ved, at bandet har mere at byde på, må man blot forsøge at glemme fredagens oplevelse og håbe på, at de folder sig bedre ud ved fremtidige koncerter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA