x
The Raveonettes : Beatday, Store Scene, Valbyparken, København

The Raveonettes , Beatday, Store Scene, Valbyparken, København

The Raveonettes : Beatday, Store Scene, Valbyparken, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

To identiske Fender Jazzmaster-forstærkere. Den minimalistiske trommeopstilling. Og en Ampeg-basforstærker med top. Ventende. Alle guitarer er Fender. Leder du efter hyldest til afdøde Les Paul, bliver du skuffet her.

Så entrer de scenen. Sharin Foo tilbage på guitar og sang, mens bas og trommer, så vidt undertegnede kunne se, blev betjent af rytmegruppen fra Mellemblond. Og så brager det løs. Toeren er Dead Sound allerede med oceaner af hvid støj og skyggevokaler, som står mejslet. Allerede med Red Tan synes vi i gang med en koncert med et dansk orkester, som er tilbage på en ny top. Der er samling på lyden, og specielt Sharin Foo overbeviser uafrysteligt. Red Tan er et formidabelt generøst flip, og du formeligt lægger dig ned i en dyb drug’et rus af lyd, guidet af en ualmindelig velskrevet sangs rammer. Det er som er Sharin Foo tilbage efter barsel med ny pondus. Væk er den nærmest ”Ooops I did it again”-agtige attitude, hver gang hun kommer for skade at sætte brand i musikken med spadens rå distortion. Nu kommer vokaler og hele scenepersona med en modenhed, som lover godt. Mummy’s back – with a vengeance!

Bandet har en ny plade på trapperne, og en af de nye sange præsenteres. Den hedder Last Dance, og ud over at vi konstaterer, at Mews problemer med lyden aftenen før på samme scene syntes at have været en enlig svale, så er den nye sang og lyd en velturneret hyldest til glæden, som klæder The Raveonettes. Som kun lige er begyndt på løjerne. Vi får formidable Love In A Trashcan, hvor Sune Rose Wagner twanger spaden, så det er en lyst, og det er en nyklassiker, og de trykker den af for derefter at gå tilbage til første nummer fra pladen, der startede det hele. Attack Of The Ghost Riders er en triumf, og det slår mig, at jeg aldrig har hørt dem bedre, selv ikke dengang de havde kræfter som Manoj Ramdas i tourorkestret. Nummeret, som i sin tid havde stærke mindelser til The Jesus And Mary Chain, synes også at have sluppet væk fra kopimaskinen og er blevet til rendyrket Raveonettes-identitet. It goes something like this….

Det er en fornøjelse at se Sune Rose Wagner hjemme igen. Efter årets foreløbige ekskursioner tilbage til Psyched Up Janis og solopladen på modersmålet, så er det stort at se ham her med hans bedste band til dato. Han sætter i med Gone Forever, som er fra den nye plade, og han synger solo med en ungdommens glød og vilje, inden landets bedste støttevokal rammer det hele ind og støjen efterfølgende serveres i gavmilde doser. Kuglelyn af hvid støj affyret direkte fra hoften.

Da vi når That Great Love Sound, kan jeg ikke lade være med at tænke på David Fricke fra Rolling Stone. Hvordan han burde dele denne stund med dette band, som han klogt spottede i sin vorden, og som nu synes genfødt og klar til endnu et stormløb mod stjernerne. Jeg tror, at han ville være pavestolt.

Vidunderlig og klassisk koncert med The Raveonettes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA