x
Deerhunter: Lille Vega, København

Deerhunter, Lille Vega, København

Deerhunter: Lille Vega, København

Anmeldt af Anna Reumert | GAFFA

Med et tætpakket Lille Vega, hovedsageligt bestående af unge fyre i stramme jeans, farverige seler og oversize briller (uden styrke, vel at mærke), var scenen - og salen, ikke mindst, - sat til en aften i indierockens tegn. Klokken 21 sharp gik opvarmningen, bestående af fire langlemmede danske herrer under navnet Shout Wellington Air Force, på scenen og fangede straks publikums opmærksomhed (hvilket ellers kan være sin sag for et opvarmningsnavn!) I kraft af forsangerens høj-pitchede, meget drengede stemme (der dog blev en anelse for skælvende i længden) og bandets lange, næsten psykedelisk klingende guitarpassager skildede de sig befriende ud fra den øvrige mængde af dansk indierocks "metervare"-produktioner. Hold øje med dem.

Men det var nu uden tvivl Deerhunter, vi var på jagt efter denne aften, og salen kogte forventningsfuldt, længe inden hovednavnet viste sig. Deerhunter materialiserede sig i et visuelt skønsyn, hvor en dæmpet, svagt farvet belysning kastede bandets skygger ud i rummet, og med det vilde, råt klingende intronummer "Cryptograms" fra bandets debutalbum var koncerten i gang. Herefter fortsatte de med det velkendte "Never Stops" fra bandets tredje udspil og egentlige gennembrud, "Microcastle", og høstede da også bifald fra de mange hengivne fans allerede ved sangens første, spæde takter. 

Deerhunters musik trækker tråde tilbage til 1980'ernes støjrock - men også Joy Divisons dystre tonalitet var nem at finde frem i musikken. Koncertens tredje nummer, "Little Kids", havde dog en helt anden, langsomt slæbende lyd beslægtet med den tidlige rock'n'roll-musik, som vi kender fra Buddy Holly - og senere i Sune Wagners storby-lyriske opdatering af genren. Deerhunter er altså ikke sådan at sætte i bås, heldigvis! Bandet bærer klare præg fra deres sikkert talrige forbilleder, men formår i den grad at skabe deres helt egen, særprægede stil. En rockkliché, bandet ikke har arvet, er - befriende for os - den arrogante og stærkt introverte attitude, nogle rockbands i samme mol lider under. Bandets medlemmer brød ud i jokes og badutspring hen over scenen under koncerten til fryd for lytterne. Ikke mindst da forsanger Bradford Cox charmerede sig lige ind i publikums hjerter med "What happened to Christiania? I loved that one, I even dated her in 8th Grade!"

Koncerten bar generelt præg af en meget improviseret lyd, og det var stærkt at mærke så dygtige musikere udnytte de muligheder, musik i liveform kan give dem. Sjældent har jeg oplevet et band kommunikere så godt indbyrdes - uden ord, men gennem musikken skabte de et sprog, der konstant udviklede og snoede sig omkring os. Deerhunter er ikke optagede af det stramme i kompositionen, og holdt ofte længe spændingen i intro-passager med vrængende guitarer, før et slagkraftigt trommebeat bragte sangene videre til forløsning. Bandet holdt ikke pauser mellem numrene, men gled lige over, så man tabte fornemmelsen af et nummer efter et andet og måtte overgive sig fuldkomment til det gennemmusikalske lydbillede, de serverede for os. Netop balancen mellem de syrede jams, hvor bandet skejede fuldstændig ud, og de mere genkendelige, up-tempo passager, var koncertens styrke.

På trods af det evigt fornyende i musikken, savnede man af og til, at Bradford Cox' stemme trængte mere igennem i den meget instrumentalt dominerede lyd. Forsangeren er ellers umulig at overse med sin lange, spinkle krop (der skyldes knoglesygdommen Marfan Syndrom) og sin imødekommende, næsten barnlige udstråling. De få øjeblikke, hvor musikken trådte helt tilbage og afslørede en sårbart syngende Cox, var stemningen overvældende intim i salen, og samtlige holdt vejret. Men igen, netop alsidigheden og denne vekslen, både i klang og tempo, var det bærende element for en koncert, der aldrig tabte lytternes intensitet. Dog undrer det mig, at publikum var så helt og aldeles stillestående og tavst lyttende. Når nu musikken var så støjt rockende derudad, at taget næsten løftede sig, og bandets medlemmer udtrykte så meget umiddelbar spilleglæde ved at stå på scenen i netop dette nu, kunne man vel godt have hoppet lidt på stedet eller i det mindste løftet en arm.

Måske var det et forsøg på at sætte mere ild under skoene på publikum; ihvertfald anmeldte legebarnet Bradford Cox sin ankomst, efter en næsten ikke-eksisterende pause fra første sæt, ved at tage et imponerende kaninspring hen over scenen, hvorefter han faldt sammen mellem stadigt rungende guitarer. Med denne salut blev tonerne til koncertens endelige finale sat i spil; det blev til tre hele numre, bygget op som én lang outreret symfoni af rivende skarpe guitarklange og heftige trommesoli. Til sidst forlod bandet scenen, mens Cox blev på scenen, nu sammenkrybet i en næsten gynækologisk undersøgelse af guitarens ud- og afveje. Denne sidste improviserende krampetrækning blev alligevel en tand for meget for lydmændene, der satte et stand-by funk-"så er det hjem"-nummer i gang, mens Cox' skærende lydeksperimenter spillede henover. Den ranglede sanger bukkede kejtet for salen og skyndte sig da væk, dog med et bragende bifald til følge og med forstærkeren stadigt eksponerende resterne af hans solo.

Enkelte stædige lyttere blev hængende ved scenekanten med undrende mine; var koncerten nu også virkelig forbi? Det var den så, om end jeg er sikker på, at Deerhunter med glæde ville være blevet hængende deroppe natten ud.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA