x
Coldplay: MCH Outdoor Arena, Herning

Coldplay, MCH Outdoor Arena, Herning

Coldplay: MCH Outdoor Arena, Herning

Anmeldt af Niels J. Schack Nørgaard | GAFFA

Det er imponerende, hvordan en så klejn mand kan dominere og fascinere en så stor scene og et 40.000 mand stærkt publikum. Men for Chris Martin og de andre gutter i Coldplay falder det ret let. Med glimt i øjet, broget dansk og en charme, der nåede helt ud over markerne i Herning, lykkedes det fra første fløjt den engelske kvartet at erobre samtlige hjerter på heden, som blev vidne til et skue i professionelt rockhåndværk.

Coldplay lægger storladent ud med Strauss' "An der schönen blauen Donau", efterfulgt af den instrumentale perle "Life In Technicolor", og så er samtlige fremmødte solgt. Fællessangen indtræder derfor allerede, da den yderst veloplagte trommeslager Will Champion brager løs på "Violet Hill" og Chris Martin med akustisk guitar spæner tværs over scenen i et vellykket forsøg på at gøre den vindblæste arena lidt varmere.

"God aften alle sammen"
Med vanlig overlegen stemmeføring og karisma udbryder han "Godaften alle sammen", og sætter gang i en hæsblæsende version af kæmpehittet "Clocks". Forsangeren leger med stemmen og sine fænomenale fraseringer, inden en noget forkølet guitarintro markerer indgangen til et af bandets største hits, "In My Place".

"Everybody okay?," spørger Chris Martin. Alle er mere end okay, og temperaturen stiger yderligere et par grader, da brandvarme "Yellow" får følgeskab af et læs store, gule balloner, samt en sing-along-sceance, som måtte kunne høres helt til Silkeborg.

Energien drænes kortvarigt
Efter en hæsblæsende indledning skrues tempoet ned med "London Cemetaries" og "42", som trækker noget af energien ud af det ellers medlevende publikum. Den tabte gejst genvindes dog imidlertid lige efter, da Chris Martin med sublim stemmeføring og dybfølt dedikation antænder folkefesten på ny med "Fix You", som akkompagneres af et stort festfyrværkeri af både den visuelle og musikalske slags.

Kæmpeklimaks
Efter et lille intermezzo med "God Put A Smile Upon Your Face" og "Talk" når koncerten et voldsomt højt klimaks, da "Viva La Vida" tonser ud af højttalerne og Chris Martin med uhørt crowdcontrol styrer publikum mod den totale ekstase. Pludselig forsvinder bandet i Hernings nattemørke, for blot at dukke op minutter senere midt på koncertpladsen, hvor de fire englændere på få kvadratmeter står tætpakket og forsøger sig med den obligatoriske Michael Jackson-tribute - denne gang i form af en akustisk version af "Billie Jean", som bandet ikke har videre held med.

Så går det bedre tilbage på den store scene på "Politik" og "Lovers In Japan", hvor koncertens andet højdepunkt indtræder, da de fantastiske visuelle effekter fuldstændig tryllebinder hele pladsen og efterlader pladsen fuldstændig forløst, indtil ekstranumrene "The Scientist" og majestætiske "Life In Technicolor II" lukker for den yderst velopsatte folkefest i Herning.

For planlagt?
Coldplay levede op til alle forventninger, men på samme tid er deres største styrke - deres fuldstændig minutiøse og professionelle tilgang til liveoplevelsen - også deres svaghed, for det hele virker måske for gennemarbejdet og stilrent. Selvom især Chris Martin gør sit for på improviserende vis at fremstå spontan, forekommer det til tider en tand for indstuderet.

En stor ros skal også lyde til koncertarrangørerne i Herning, som trods kun to store koncerter allerede har godt greb om konceptet. De har måske skulet til deres horsensianske kollegaer, som et par gange har vist, hvordan man ikke skal gøre det. Infrastrukturen fungerede perfekt og faciliteterne var i orden, og det skal Herning have to tommelfingre i vejret for.

Opvarmning: moi Caprice og White Lies

Inden Coldplay gik på, kunne de forventningsfulde gæster lade op i selskab med danske Moi Caprice og engelske White Lies, som begge gjorde det rigtig fornuftigt. For moi Caprice virkede scenen meget stor, og de fik aldrig rigtig tændt størstedelen af publikum, som tydeligvis var ankommet med Coldplay som eneste punkt på dagsordenen. Det samme gjorde sig delvist gældende for White Lies, som dog formåede at få en stor del af de fremmødte koncertgængere til at klappe i takt. Og mere kan et opvarmningsband måske heller ikke håbe på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA