x
Ladytron : Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Ladytron , Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Ladytron : Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Liverpool-kvartetten med den bulgarskfødte Miro Aroyo som mest toneangivende vokalist laver mørk, monoton stemningsfuldt elektropop. Selvom beats og basbund (som de to dj's/producer Reuben Wu og Daniel Hunt er arkitekterne bag) er ekstrem tung, skarp og fyldt med effekter og moduleringer, så er sangskrivningen baseret på ret simpel pop med referencer i 80'erne. Lyrikken er ofte blot baseret på 4-6 linier som bliver gentaget in infiniti i de lange numre. Det er et æstetisk valg, nuvel, men også et æstetisk valg, som begrænser Ladytrons udtryk live. Uanset, om de så har medbragt et par ekstra livemusikere, eller om Helen Marnie synger en smuk andenstemme eller evt. duet som gruppens anden, men ikke helt ligestillede frontfigur.

Ladytrons fjerde og seneste album, "Velocifero" er fra sommeren 2008, og det føles unægteligt, som om deres materiale kunne være endnu ældre. Bandet har nok tilføjet mere melodi til deres elektrounivers, men udviklingen har ikke været stor siden deres gennembrud omkring deres anden plade fra 2002, "Light & Music".

Elektropop-bandet åbnede med et par numre fra "Velicifero", blandt andet deres lettere poppede og stort producerede "Ghost". Derefter gennem deres "Withcing Hour"-åbner (2005) "High Rise", og det var allerede heromkring, at det ellers nysgerrige Beatday-publikum begyndte at forlade teltet. Variansen mellem Ladytron-numrene er ikke store, slet ikke live, hvor eventuelle store korstykker og storladne strygere, bliver sat tilbage i forhold til elektroudtrykket.

"Runaway" har et fint hook i omkvædet, som blev gentaget alt for mange gange, men har en kedelig pop-finish produktionsmæssigt, mens den lidt oversete, gode "Soft Power" (2005) minder om en melankolsk, dyster udgave af Airs "Sexy Boy". Og med deres hit, "Seventeen", som blandt andet findes i en udmærket remix-udgave hos Soulwax, afsluttede Ladytron en god periode i koncerten.

Aroyo og Marnie afløste hinanden på vokalsiden, gennem "Black Cat" og "Tomorrow", men klimaks var overstået, og de jævne, kedelige sidste 20 minutter forløb uden overraskelser. Nogle gange lød engelske Ladytron som noget østeuropæisk dancemusik, og så foretrækker man trods alt lyden af radiopop eller et kunstigt åndedræt til new wave.

Tre stjerner for en godkendt, men noget rutinepræget præstation.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA