
Electric Light Orchestra
Zoom Tour Live
Electric Light Orchestra: Zoom Tour Live
GAFFA
DVD / Universal Music
Udgivelse D. 17.08.2009
Anmeldt af
Mikkel Elbech
Da Electric Light Orchestra i 2001 udgav albummet Zoom, var det den første udgivelse fra bandet i 15 år. I forbindelse med den planlagte turné samme år svigtede publikum desværre, og turnéen blev aflyst. Inden det kom så vidt, nåede Lynne dog – i fællesskab med sin gamle tangentmester Richard Tandy og en ellers helt ny besætning – at spille to koncerter i Los Angeles, der blev klippet sammen til én tv-udsendelse. På 100 minutter leverer Lynne & co. en særdeles overbevisende præstation, som mange både store og mindre store ELO-fans burde have værdsat live, men som man nu må nøjes med på dvd. Lyden er ikke overraskende glimrende, og antallet af storslåede space-schlagere er bestemt respektaftvingende. Turn To Stone og Can’t Get It Out Of My Head er naturlige højdepunkter, og Livin’ Thing lyder her endnu mere organisk end den i forvejen formidable originaludgave, takket være to fremragende cellister og perfekt korsang. Trist, at turnéen ikke blev til noget, men glædeligt, at den alligevel affødte en så prægtig souvenir.