x
DeVotchKa: Lille Vega, København

DeVotchKa, Lille Vega, København

DeVotchKa: Lille Vega, København

Anmeldt af Anna Reumert | GAFFA

Amerikanske Devotchka brød efter fire anmelderroste album først rigtigt igennem, da de i 2006 skrev musikken til den Oscar-nominerede film "Little Miss Sunshine". Siden har de begejstret fans hjemme og ude med deres helt særprægede folkloriske "gypsy"-rock, og er i dag et anerkendt navn på den amerikanske indierock-scene. På dansk grund er de dog stadig relativt ukendte, og der var da også udmærket plads til at brede sig på Lille Vega denne aften.

Devotchka indtog dog scenen med stil, da deres to yppige danserinder klædt i sorte blonder lokkede publikum nærmere, før 4-mands bandet helt stilfærdigt kom til syne og satte koncerten igang med den svingende "Honcho". Devotchka har tidligere optrådt til burlesque-shows, og scenens udsmykning med hvide lagner og rød, dæmpet belysning bar præg herfra. Ensemblets tre herrer holdt stilen i sorte jakkesæt med hvid krave. Trumfkortet var dog ensemblets eneste kvinde - Jeanie Schroder - der, iført en sort-rød flamenco-kjole, svajede fra side til side, imens hun skiftevis mestrede kontrabassen og en kæmpemæssig snegle-lignende sousafon, der slangede sig om hendes krop og dansede med hende, lige så meget som hun med den. Gennemført, og som lytter (og seer!) var man straks fanget ind.

Devotchka er multiinstrumentalister og musikalske, så man sjældent har hørt mage. Forsangeren Nick Urata, hvis imponerende stemme gjaldede ud i salen med en forvrænget ekko-effekt, vekslede mellem 3 guitarer; 2 akustiske og en enkelt elektrisk, der snarede lignede en ukelele. Violinisten Tom Hagerman, som i mange af numrene bar melodistemmen, loopede sine små motiver, og spillede hen over dem, hvilket skabte en polymelodisk og meget rig lyd. Ved siden af dette musikalske mekka spillede han også accordion, når han da ikke bidrog med sin melodica. Percussionisten Shawn King forblev, på nær en enkelt trompetsolo, bag trommesættet - hvilket han tilgengæld beherskede så suverænt, at hvert et slag gik knivskarpt ud i salen og ind under huden på én. Lyden var virkelig i top den aften; heldigt for et så instrumentalbaseret projekt som Devotchka.

Der var ganske enkelt ikke en finger at sætte på hverken musik eller show, hvilket også var problemet for Devotchka. Koncentrationen var fuldt ud på det musikalske, og der var ikke plads til meget kommunikation eller gimmicks med publikum. Ensemblets balkan-inspirerede og i den grad rytmebaserede musik rummer så meget humor, at man lidt savnede den samme skævhed i deres performance. Publikum holdt da også en besynderlig afstand til scenen, og kun få i salen dansede med på de ellers lokkende rytmer.

Efter en række numre løsnede Devotchka dog mere op og henvendte sig direkte til publikum under "Venus in Furs", der med en mere rocket lyd gav et bud på, hvordan Velvet Undergrounds gamle perle ville have lydt i østeuropæiske rammer, og det var bestemt ikke værst. Videre kom den valsende "C'est Ce La" med en lækkert gyngende accordion-stemme og den smukke "Clockwise", hvor Jeanie Schroder også sang med, mens hendes kontrabas fortsat holdt formen. Højdepunktet kom dog sent med den dejlige "How it Ends", Devotchkas første egentlige hit, som de skrev til filmen "Everything is Illuminated" fra 2004. Her holdt instrumenterne vejret et øjeblik, og lod Nick Uratas stemme skære klarere igennem, hvilket tilførte koncerten en mere følsom nerve.

At Devotchka skiller sig ud fra alt andet, man hører, var meget klart denne aften. Ikke mindst evner ensemblet at omforme gamle numre, så de næsten bliver bedre. Dette beviste de igen med Siouxise & the Banshees' "The Last Beat of my Heart", hvis fløjtende tema var lige i Devotchkas ånd. Som finesse på finalen kom ensemblets to dansende nymfer her tilbage og satte igen ild under folk med deres outrerede burlesque-nummer. Violinens loop kørte videre, mens musikerne forlod scenen. De blev dog hurtigt kaldt tilbage af et bragende bifald, og gav os da en poetisk version af den altid skønne "Something Stupid" og, som allersidste godnatkvad, "Such a Lovely Thing", hvor sousafonens tunge beat fik alle til at trampe og stampe ivrigt i gulvet.

Multitalenterne i Devotchka efterlod salen syngende og fløjtende og forført, så selvom folkefesten kom noget forsinket, var helheldsindtrykket af Devotchka ikke til at tage fejl af; jeg ser allerede frem til deres næste besøg. Måske et bud til Roskilde Festival?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA