x
Pearl Jam: O2 Arena, London

Pearl Jam, O2 Arena, London

Pearl Jam: O2 Arena, London

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

”We could have played in Carnagie Hall last night, and it still would have sounded like shit. But tonight will be different”, lyder det fra en tændt Eddie Vedder i starten af aftenens koncert i Londons O2 Arena. Aftenen før havde Pearl Jam spillet i Manchester og var åbenbart ikke helt tilfredse med udfaldet af koncerten. Om det var medvirkende til, at denne sidste koncert på bandets ultrakorte Europaturné blev en decideret stjernestund er selvfølgelig ikke til at sige, men hvad der ventede de 20.000 dedikerede fans skulle vise sig at være en exceptionel oplevelse af de helt store.

Der lægges fra start modigt ud med en blændende udgave af Release. Lyset er sparsomt, og bandet kan kun lige skimtes på scenen, mens nummeret vokser på nærmest meditativ vis og fylder den store arena med en af de smukkeste sange fra bandets hånd. Herefter fyres der op under en vanvittigt tight udgave af Animal, der afløses af den i live-sammenhæng sikre fuldtræffer Corduroy. Det er ingen hemmelighed, at Pearl Jam til tider kan være et lidt sky band, men ikke i aften. Der sludres lystigt fra scenen, og man fornemmer allerede på et tidligt tidspunkt, at denne koncert også for bandet er noget særligt.

”The other day we were looking at the set-list from the first time we played in London. It was at a small place called Borderline, and we only played eight songs. We’ll play a lot longer than that tonight”, lyder det fra Vedder, der også joker med, det godt kan være, bandet udviste mere energi på scenen i deres unge dage, men at det jo også er let nok, når man kun spiller otte sange. Energien denne tirsdag aften fejler nu absolut intet. Tværtimod. De rockede numre eksploderer ud over scenekanten, og de mere stille leveres med følelse og oprigtighed.

Eddie Vedder viser aftenen igennem, hvorfor han af mange betegnes som en af de bedste rocksangere out there. Han synger med en utrolig indlevelse og råstyrke, mens O2 Arenas perfekte akustik søger for at ikke en eneste tone fra bas, guitar(er), orgel og trommer går tabt.

Ældre numre som Why Go, Elderly Woman Behind The Counter In A Small Town og Immortality dominerer sættet, før første smagsprøve fra det kommende album, Backspacer, luftes. Førstesinglen The Fixer er en hurtig og melodisk sag, der sammen med Got Some og Supersonic, som vi får senere på aftenen, lover godt for det kommende album. Evenflow efterfølges af et par af de mere sjældent spillede sange som I Got ID, der lyder bedre end nogensinde, Rats, der dedikeres til Michael Jackson, og en vidunderligt rå og hæsblæsende version af Whipping.

Light Years dedikeres til en god ven, der er gået bort aftenen inden, og selvom starten kikser, og bandet er nødt til at begynde forfra igen, leveres sangen, der i sig selv er et stærkt nummer, så de små hår rejser sig, og man mærker den langt ind i kroppen. Insignifigance rusker op i publikum, før der er dømt fællessang med Black.

Life Wasted og Blood afslutter første set, men koncerten er langt fra slut. Gossard, Gaspar, Cameron, McCready, Ament og Vedder klappes ind igen til seks ekstranumre, hvor b-siden Footsteps og Who-nummeret Love Reign O’er Me er iblandt. ”This is one of those eight songs we played the first time we were in London”, forklarer Eddie, før de velkendte toner til Alive slås an og får salen til at koge over.

Herfter forlader Pearl Jam atter scenen, men vender tilbage efter et par minutter med yderligere fem numre i ærmerne. Et tændt O2-publikum synger første vers af Better Man, der fremføres i en gåsehudsfremkaldende udgave, og Crazy Mary leveres i en version, der er lang nok til at Eddie både kan snuppe sig en rygepause og et par velvoksne drag af vinflasken under fænomenale soloer fra henholdsvis Mike McCready og Boom Gaspar. Også en gang energisk punk med Leaving Here bliver der plads til, før Porch og Yellow Ledbetter afslutter koncerten.

Pearl Jam har ry for at være et godt live-band, men denne aften leverede de simpelthen en koncert langt ud over det sædvanlige. Stemningen var intim til trods for de 20.000 fremmødte, lyden i O2 Arena var upåklagelig, og bandet var 100 procent til stede. Sætlisten var et fremragende miks af kendte og mindre kendte numre, men vigtigst af alt blev sangene fremført med den nerve og indlevelse, der løfter en koncert fra det fremragende til det perfekte, og der er næppe mange af de tilstedeværende ved koncerten, der vil erklære sig uenige i den sag.

Alt i alt en storslået oplevelse, der kun lader tilbage at håbe, at bandet ikke trækker den alt for længe, før de slår vejen forbi Europa endnu engang og så forhåbentlig lægger vejen forbi Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA